Johannes Johansen-salmer med enkle melodier

1. maj 2025

Af Peter Lindhardt Toft

Preben Andreassen

At lære en stjerne at danse

Dansk Sang 2025

132 sider

160 kr. hos noder.dk

65 salmer af Helsingør-biskoppen, som blev født i marts 1925, er sat i musik af tidligere Brøndbyvester-organist Preben Andreassen. Teksterne er gode, men oftest savner melodierne originalitet, og satserne lader meget tilbage at ønske.

En fyldig udgivelse med 65 salmemelodier af Preben Andreassen til tekster af Johannes Johansen. Salmerne er udgivet på forlaget Dansk Sang i trykt bogform. Layoutet er overskueligt med melodi og becifring, samtlige vers og noteret sats i samme opslag. Ud over forordet er der henvisninger til salmernes placering i kirkeåret, litteraturhenvisning og en alfabetisk indholdsoversigt.

Det er prisværdigt, at Dansk Sang og organist Preben Andreassen i anledning af 100-året for Johannes Johansens fødsel har valgt sætte et stort udsnit af hans salmer i musik og udgive dem. Johannes Johansens tekster er sprogligt tydelige og ukunstlede og er gode og anvendelige i supplement til de klassiske kernesalmer.

Mange kender i forvejen salmerne Det første lys er Ordet, talt af Gud, Vi kommer til din kirke, Gud, Al jordens fylde har du skabt, Dommer over levende og døde og Du kommer, Jesus, i vor dåb, som dels er indsungne med sine egne melodier og dels på gamle salmemelodier. I udgivelsen indgår ovennævnte sammen med et udvalg af mindre kendte salmer af Johannes Johansen, alle sat i musik af Preben Andreassen.

Mærkelige harmonier
Preben Andreassens melodier er ofte viseprægede og formet enkelt og lettilgængeligt, for eksempel Vi synger om julen, Du kommer, Jesus, i vor dåb, Du tændte sol og stjerner og En bondemand går ud at så foruden den rytmiske salme Gud, som tændte lys i verden. Mange af melodierne virker desværre også klichéagtige og mangler egenart eller små tvist, der kan give dem genkendelighed og identitet.

Det sidste har Andreassen måske forsøgt at imødegå, da en del af melodierne, typisk i slutningen, har fået nogle helt uventede harmoniske eller melodiske vendinger. I salmen Når mørket er tættest, som har en enkel harmonisering i F-dur, indsniger der sig for eksempel mod slutkadencen ud af det blå en E-dur akkord. Og i salmerne Når livet har mistet sin glæde og glans og En ny sang vil vi synge bliver harmoniseringen mærkelig på en måde, der er svær at forstå i sammenhængen, og for tilhøreren givetvis må lyde som en fejl.

De noterede klaver/orgelsatser virker generelt ikke gennemarbejdede. Der er rigtig mange parallelføringer og uheldige harmoniseringer undervejs, som giver indtryk af en mangelfuld redigeringsproces. Tilgangen til salmerne fungerer af samme grund bedst via melodi/becifringsdelen, hvor man højere grad selv kan være herre over udformningen af under- og mellemstemmer.

Jeg vil samlet set betegne udgivelsen som en pose blandede bolsjer, med gode salmetekster til kirkeår og kirkelige handlinger og et antal enkle og anvendelige melodier.

Preben Andreassen

At lære en stjerne at danse

Dansk Sang 2025

132 sider

160 kr. hos noder.dk

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER