Kan lovsang skabe fred?

1. november 2025

Af Morten Skjoldan Petersen

Rune Funch m.fl., red.

Sange fra Taizé

140 sider

198 kr. på kirkefondet.dk

Denne sangbog er udgivet som afløsning for en tidligere Taizé sangbog Syng lovsang hele jorden, der udkom i 2008. 154 sange med udspring i Taizé har fundet plads i den nye bog. Sangene er en central del af fællesskabets særlige andagter, hvor bøn og læsning fra bibelen veksler med sang og med stilhed. Det er en meditativ tilgang til troen, og til Taizés oprindelige ide om at skabe fred og forsoning mellem kristne. Det er nærliggende at ønske en udvidelse af den ide til at omfatte fred og forsoning mellem alle religioner, ja mellem lande og mennesker i almindelighed. Herved bliver en udgivelse som denne i sandhed aktuel.

Sangene er korte og kan i form sammenlignes med nogle af de korsvar, vi anvender i den danske højmesse. Men i Taizé er det tanken, at man gentager den enkelte sang mange gange, så ord og toner får lov til at trænge ind og skabe fred i sindet. Langt de fleste er arrangeret for firestemmigt blandet kor. Det er ikke meningen, at et kor skal optræde med dem, men derimod tanken, at alle synger med. Originalsproget er ofte latin, men det kan også være andre sprog. En stor fortjeneste ved denne udgivelse er, at den har fine danske, sangbare oversættelser til omtrent alle sangene.

Der er tale om små, iørefaldende satser, ofte med kirketonale elementer. Mange er komponeret af den franske komponist Jacques Berthier. En anden stor del benævnes blot ”Taizé”. Stemmeføring er enkel og konsekvent i et bekvemt leje. Langt de fleste af sangene er desuden forsynet med becifringer.

Fordybelse og fællesskab
Udgivelsen er praktisk med spiralryg og et handy format og virker meget gennemarbejdet. For eksempel lykkedes det mig kun at finde to egentlige fejl i alle akkordangivelserne: i sang nr. 47 er en Am6/C blevet til akkorden Fmaj7/C (t. 4), og i sang nr. 138 benævnes en G/H som Bm6 (t. 1) – og her er det ikke den uskik, at man i en dansk udgivelse betegner tonen H som B, der er problemet, for det slag er vist beklageligvis tabt for længe siden.

Man kan finde god inspiration i denne bog til at forsøge sig med alternative andagter i den danske folkekirke. Har man fire dygtige sangere til at synge for på hver stemme, kan menigheden hurtigt synge med, da tekst og melodi jo gentages igen og igen. Det er en vidunderlig kobling af åndelig fordybelse og fællesskab, der kan udspringe af dette.

Måske kan det ovenikøbet skabe fred, om ikke andet hos deltagerne. Den calvinske præst Broder Roger kom under 2. Verdenskrig til byen Taizé i Frankrig, hvor han grundlagde broderskabet af samme navn. Siden da er søgende sjæle fra hele verden strømmet til byen for at opleve andagternes særlige fredfyldte stemning. Broder Roger fik et langt liv, men hans endeligt blev ikke så fredfyldt. Han blev dræbt af knivstik, da en sindsforstyrret kvinde angreb ham under aftenbønnen i Taizé den 16. august 2005. Glædeligt er det imidlertid, at Taizés budskab stadig er levedygtigt.

Morten Skjoldan Petersen er organist og korleder ved Rye og Sonnerup Kirker ved Lejre. Han er uddannet med hovedfagseksamen i Musikvidenskab fra Københavns Universitet samt PO fra Sjælland Kirkemusikskole.

Rune Funch m.fl., red.

Sange fra Taizé

140 sider

198 kr. på kirkefondet.dk

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER