Ny bog kan hjælpe imod præstationsangsten

1. november 2025

Af Ellen Østergaard Gravesen

Ulla Munch

Mentraltræning for musikere.

Find indre ro og udfold dit talent

Egen udgivelse 2025

102 sider, paperback

Fås hos boghandlere til ca. 350 kr.

… også hos noder.dk

Ulla Munchs letlæste bog om mentaltræning er relevant for alle musikere, som gerne vil finde indre ro og udfolde deres talent. Hvis man følger anvisningerne for forskellige relevante øvelser, kan det rent faktisk hjælpe.

Har du prøvet at hænderne pludselig ryster, du sveder eller får andre tegn på nervøsitet inden en gudstjeneste eller koncert? Det har jeg, og jeg synes faktisk, at der er hjælp til at modarbejde kroppens uhensigtsmæssige reaktioner i Ulla Munchs bog. Munch har en baggrund som professionel solist og ensemblesanger i blandt andet DR Vokalensemblet og Ars Nova. Derudover har hun som underviser beskæftiget sig med mentaltræning af musikere i mange år.

Bogen er udgivet af hende selv på baggrund af et pædagogisk udviklingsprojekt på Syddansk Musikkonservatorium. Den er overskuelig og letlæst med knap 100 sider og inddelt i passende små sektioner.

Selve bogen er i to dele – en teoretisk del, hvor man får et overblik over mekanismerne, der udløser nervøsitet (både god og dårlig) i forbindelse med optræden. Der er beskrivelse af hjernens opbygning og funktioner samt de reaktioner, det kan medføre i nervesystemet. Anden del er en praktisk del, ”redskabskassen”, med øvelser til både krop og åndedræt, visualisering, storytelling med mere. Øvelserne kan modvirke nervøsiteten og hjælpe dig til at bevare koncentrationen i længere stykker eller pressede situationer. Det er også beskrevet, hvilke øvelser, der vil være mest effektive i de forskellige situationer.

Musik og elitesport
Begge afsnit har opgaver tilknyttet, og ifølge Ulla Munch kan man på cirka fire uger integrere teknikkerne, der beskrives i bogen. Nogle af de fysiske øvelser har tilknyttet QR-kode, så man kan se en video, hvor Munch udfører dem, hvilket er rigtig fint. Mange af øvelserne kan man også bruge for at holde sin krop ved lige gennem et langt arbejdsliv, så den kan holde til de mange timer, man som musiker bruger sammen med sit instrument. Som Munch siger: ”Musik er finkoordineret elitesport på meget højt niveau”.

Munch beskriver i arbejdet med mental forberedelse teknikker fra mange områder. Hvis man, ligesom jeg, har stiftet bekendtskab med stress eller angst i en eller anden form, vil man formodentlig allerede kende for eksempel Mindfulness eller Pia Callesens metakognitive øvelser. Men Munch får fint beskrevet og flettet anvendelsen af dem ind i musikerens dagligdag, på en måde som jeg ikke havde tænkt på i forvejen.

Stof til nytårsforsæt
Selvom bogen ikke mindst nævner situationer som for eksempel auditions, vil den være relevant for alle musikere, der skal præstere i en eller anden grad. Dette gælder jo også organister, der uge efter uge skal forberede en ny gudstjeneste og måske også fra tid til anden større koncerter. Jeg tænker i hvert fald, at jeg selv vil forsøge at bruge teknikkerne som en del af min forberedelse, når jeg øver.

Flere afsnit i bogen handler desuden decideret om, hvordan man bruger sin øvetid, og hvilke vaner man har i sit spil og sin øvning. Også her er der gode ideer at hente. Måske der er et nytårsforsæt at arbejde med allerede nu!

Ellen Østergaard Gravesen er organist ved Ikast og Faurholt Kirker. Hun er uddannet cand.mag. i fra Aalborg Universitet samt PO fra Vestervig Kirkemusikskole.

Ulla Munch

Mentraltræning for musikere.

Find indre ro og udfold dit talent

Egen udgivelse 2025

102 sider, paperback

Fås hos boghandlere til ca. 350 kr.

… også hos noder.dk

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER