Nye rytmiske salmer til kirkeband, kor og menighed

21. januar 2021

Af Peter Lindhardt Toft

Johannes Konstantin Neergaard

Lyset skinner i mørket

Dansk Sang 2020

36 sider softback

240 kr. på dansksang.dk

Johannes Konstantin Neergaard har i Lyset skinner i mørket samlet 12 af de bedste salmer og sange, som han gennem en længere årrække har leveret musik til. De fleste af dem vil i høj grad kunne appellere til rytmiske kirkebands, og i mange tilfælde også til koret og/eller menigheden. Klaversatserne er dog af temmelig svingende kvalitet.

Lyset skinner i mørket er et hæfte med tolv fællessange og -salmer med musik af Johannes Konstantin Neergard – til tekster af Grundtvig, Leif Rasmussen, Ole Wivel, Niels Johansen, Arne Andreasen, Lisbeth Smedegaard Andersen, Inge Hertz Aarestrup, Iben Egekvist Krogsdal og Erik Lindebjerg.

Udgivelsen omfatter foruden melodier med becifring og samtlige vers også udskrevne klaversatser. Desuden kan man til alle sangene hente lydspor online, henholdsvis med og uden vokal, samt korsatser til fem af sangene for enten ligestemmigt eller blandet kor.

Der er tænkt på optimal tilgængelighed for alle typer brugere: organister, kirkemusikere, korister, sangglade personer m.fl. Hæftet fremstår i et klart og overskueligt layout, der et let at orientere sig i. På samme måde er det nemt at orientere sig i onlinematerialet.

Melodierne er født i et poppet/jazzet rytmisk musikunivers. Det har i mange tilfælde gjort sangene catchy, mens det i nogen tilfælde er gået ud over sammenhæng mellem musik og tekst eller ud over anvendeligheden som fællessang.

I Menneske først og kristen så (Grundtvig) kæmper melodiens og tekstens betoningsforhold mod hinanden i de første fire verselinjer. Det fænomen er ganske vist almindeligt i mange popsange, men i forbindelse med fællessang bliver det knudret og mangler mundrethed.

Der truer os i tiden (Wivel) har en rigtig god og dejlig stemningsfuld, hyggelig melodi, men det virker underligt at synge om al verdens trængsler, forpint samvittighed mm. på sådan en ubekymret melodi, også selvom Ordets magt kaster lys over tingene i de sidste vers. Find en anden tekst til den her gode melodi, og skriv eventuelt en melodi, der understreger det alvorsfulde i Der truer os i tiden.

Palmesøndagssalmen Som en engels store vinge (Andreasen) er med sit bluesy groove lige til at bruge i kirkebandet. Fjordsalme (Aarestrup) og Høstsalme (Smedegaard Andersen) er fine små perler, der især kalder på de syngende forsamlinger.

De udskrevne klaversatser er af meget varieret kvalitet. Høstsalme, Tusinde slægter før min (Lindebjerg) og Der truer os i tiden har velfungerende satser. Satsen til Kom lad os danse (Rasmussen) virker unødigt kunstlet og er svær at få ind under huden. Den konsekvent forudgrebne nye bastone i slutningen af hver takt modarbejder et strømmende flow.

Som generel betragtning virker melodien og bassens indbyrdes forhold meget tilfældig gennem satserne. Den udbredte umotiverede toneparallelitet, der findes mange steder, stikker ud, også i rytmiske satser, der normalt ikke er så regelbundet. Fænomenet er især tydeligt i slutningen af Himlens palet (Rasmussen). Klaversatserne er vel tiltænkt organister og andre, der foretrækker at have en fuldt noteret sats. Der vil måske være nogen i denne gruppe, der fravælger at bruge en ellers god melodi på grund af satsernes kvalitet.

Korsatserne virker fine og er umiddelbart let tilgængelige for pigekor og frivillige voksenkor.

Lyset skinner i mørket er en udgivelse der især imødekommer de rytmiske kirkebands og kor, og for mange af satserne vedkommende også de syngende forsamlinger. De fine indspilninger gør det let at vælge sine favoritter.

Man får adgang til indspilninger med Søren Baun (sang), Hans Ulrik (sax), Henrik Gunde (piano), Esben Eyermenn (bas) og Bjørn Heebøll (trommer), som desuden kan høres via diverse streaming-tjenester.

Peter Lindhardt Toft er organist ved Hasseris Kirke i Aalborg

Johannes Konstantin Neergaard

Lyset skinner i mørket

Dansk Sang 2020

36 sider softback

240 kr. på dansksang.dk

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER