Slidbare salmer til hele året

25. februar 2023

Af Christina Funch Mellgren

Caroline Borello

Du kysser min pande

Eksistensen 2022

48 sider

130 kr. hos eksistensen.dk

Caroline Borello er organist i Vallensbæk på Københavns Vestegn og er som salmekomponist kendt for sit samarbejde med Hans Anker Jørgensen. Nu har hun lavet sin egen alsidige samling af sange og salmer med bidrag fra hele otte af landets mest etablerede digtere.

Med samlingen Du kysser min pande har Caroline Borello sat musik til 20 salmer og sange med nyere tekster af kendte, folkekære salmedigtere samt egne tekster. Værket er blevet til igennem salmeværkstedet i Haslev, og sangene er afprøvet som fællessang og herefter valgt til udgivelse. Udgivelsen er da også præget af et solidt håndværk.

Bogen er indholdsmæssigt bygget op med morgen- og forårstemaer i starten, mere specifikke temaer i midten og aften- og julesalmer til slut. Der er fine klaversatser af Christian Præstholm til alle sange.

De første to sange i udgivelsen er melodier, der kan synges som kanon, og som egner sig godt til børn og koropvarmning. I øvrigt finder man i slutningen af bogen en Kirkekanon og Påskekanon på den samme melodi som den første, Morgensalme til børn.

Efter min mening skal man slå op midt i bogen for at dykke ned i Caroline Borellos musikalsk nye og anderledes bidrag til fremtidens salmesangskat. Netop morgen- og forårstemaet bevirker nemlig, at starter man forfra, skal man arbejde sig igennem en del sange i 4/4 med uskyldige tonale kadencer og akkordgange, som bærer teksterne. Herefter kommer der endelig lidt mere klangligt og tematisk kræs på banen.

Fadervor som bossa
Hvis jeg skal pille nogle af samlingens perler ud, må det være: Jens Simonsens Fodvaskningen – den syvende salme i bogen, hvor Caroline har valgt en blues’et melodi. Der kulmineres melodisk på teksten ”Føj, du lugter”. Det kalder smilet frem. Og salmen Den lyseste nat (Hans Anker Jørgensen) har fået en rigtig sydlandsk harmonika-melodi, der understøtter teksten virkelig godt.

Titelsalmen Du kysser min pande (Borello) er i 6/8 og er første salme med mere krydderi på akkordklangene i verset som maj7, mol7b5 osv. Altså mere utraditionelt, stadig med flotte trinvise basbevægelser. Omkvædet skifter toneart til ren dur, som understreger tekstens budskab: ”…bærer mig trygt”.

Og så kommer Caroline med et rigtigt godt bud på Fadervor. Meget ydmygt har hun antydet i den lange liste af forfattere, inkl. Jesus af Nazareth, at hun ikke er den første, men måske er dette det hidtil bedste supplement efter Jesus. Mellemspillene indikerer at det er en bossanova. Efter et lille ophold efter tredje frase følger en dejlig ”blå” tone midt i fjerde frase. Man kommer derfor igennem de fem vers uden at blive træt i koderne.

Noget til alle generationer
Der er endnu to smukke salmer, og de kommer lige i stræk: Midt i mit mørke (Arne Andreassen) og Du som ængstes (Inge Herz Aarestrup). Sidstnævnte en meget smuk enkel meditativ salme.

Tillykkesangen (Borello) er lidt farveløs. Igen gedigent håndværk, men den har ikke helt hitpotentiale. Julesalmen I denne julenat (Arne A) er også fin – dog ikke så julet, bortset fra akkorderne i omkvædet. Julen er også så traditionsbundet, så der er trængsel om pladsen.

Jeg vil sige, at alle salmerne i bogen er absolut anvendelige og melodiøse. Det er et spørgsmål om, hvilke generationer man vil kunne vække med hvilke sange. Der er gode, slidbare salmer og melodier til hele året og alle aldre.

Caroline Borello

Du kysser min pande

Eksistensen 2022

48 sider

130 kr. hos eksistensen.dk

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER