De tre organister ved Haderslev Domkirke samlet i anledning af Organistforeningens stævne, hvor de onsdag den 20. maj 2026 præsenterede kirkens tre orgler i en eksklusiv koncert for stævnegæsterne.

Musikalsk forkælelse og spændende oplæg om korlivet i Haderslev

10. juni 2026

Af Camilla Donovan

Vi har bedt en deltager fortælle om besøget i Haderslev Domkirke onsdag den 20. maj, hvor 2026-stævnet blev rundet af med både en orgelkoncert og efterfølgende fortælling og spørgsmål om domkirkens orgler og dens rige korliv, som deltagerne havde oplevet dagen forinden i form af en fælles koncert med pigekoret og drengekoret.

Organistforeningens stævne 2026 bød den sidste dag på en skøn orgelkoncert i Haderslev Domkirke ved kirkens tre organister, fulgt af et besøg på ”Sangstationen”, domkirkens korhus, hvor domorganist Henrik Skærbæk Jespersen begejstret beskrev domkirkens korliv og efterfølgende besvarede spørgsmål.

Demonstration af tre orgler
Koncerten var tilrettelagt, så kirkens tre orgler blev præsenteret med musik, der viste deres formåen frem. Kirkens hovedorgel, Vestorglet, fik vi således lov til at høre i barok, romantik og moderne orgelmusik. Julia Tabakova Vogel spillede Buxtehudes Passacaglia i d-mol og 1. sats af Mendelssohns Orgelsonate i Bb-dur, og Henrik Skærbæk Jespersen spillede Christian Præstholms orgelkoral over I al sin glans nu stråler solen.

Det var også Skærbæk Jespersen, der demonstrerede det lille kororgel med Sweelincks charmerende variationer over Mein junges Leben hat ein End.

På pulpituret i det nordre sideskib står Siseby-orglet. Det er bygget i 1819 af Jürgen Marcussen til kirken i Siseby ved Slien i Sydslesvig, hvor det brugtes i næsten 150 år. Det er det ældste bevarede, danskbyggede orgel i sin størrelse og betegnes som Marcussen-firmaets Opus 1. Siseby fik nyt orgel i 1968, og det gamle blev taget ned. I 1985-86 blev det restaureret og genopstillet i Haderslev Domkirke. Mogens Fangel Damm spillede Böhms variationer over Herr Jesu Christ, dich zu uns wend og to af Beethovens meget muntre stykker for fløjteur.

Korliv med hundredvis af sangere
Efter denne musikalske forkælelse gik vi turen over domkirkepladsen til byens gamle brandstation. Den lukkede og undergik en gennemgribende renovation, og i 2011 blev den under navnet Sangstationen taget i brug til korlivet. I stuen er der prøvesal, og på første sal øvelokaler og organistkontorer.

Domkirken råder over fire hovedkor, Haderslev Domkirkes Pigekor (ca. 40 sangere med Mogens Fangel Damm som korleder), Haderslev Drengekor (ca. 65 sangere med Henrik Skærbæk Jespersen som korleder) og Vor Frue Cantori (ca. 30 sangere; korlederstillingen er under genbesættelse) og det lønnede Domkoret, som består af 17 af de dygtigste sangere fra de tre andre kor. Herudover er til pigekoret knyttet Juniorkor og Aspirantkor og til drengekoret knyttet en forskole.

Fra børnene optages til henholdsvis forskole eller aspirantkor får de ud over kortræningen også undervisning i sang og hørelære. Til at varetage alt dette er der foruden domkirkens tre dirigenter ansat fire sanglærere (formelt ansat af Haderslev Musikskole og tilknyttet Haderslev Sangakademi med Julia Tabakova Vogel som administrativ leder, et sangkraftcenter under SangkraftDanmark). Sangerne forlader typisk koret efter afsluttet ungdomsuddannelse for at studere i landets større byer.

Foresyngning forklædt som quiz
Efter præsentationen var der mulighed for at stille spørgsmål, og spørgelysten var stor blandt organisterne. Især var der en stor interesse for, hvordan Skærbæk Jespersen fik drengene i 3. klasse til at synge, når han var til foresyngninger på alle Haderslev Kommunes skoler, hvordan de taklede social ulighed, og hvordan de håndterede børn med udfordringer enten i form af diagnoser eller svigt.

Skærbæk Jespersen svarede, at han præsenterer sit besøg på skolerne som en quiz. Enkeltvis eller to og to lader han drengene gætte, hvilken sang han spiller på klaveret. Når de har haft succes med at gætte to eller tre sange, roser han dem for deres evne til lynhurtigt at kunne høre, hvad der bliver spillet, og spørger dem så, om de kan synge den sang de har gættet. Beruset af egen succes vil drengene gerne vise, at de også kan synge.

Også de mere tunge spørgsmål omkring udfordringer i forhold til diagnoser, svigt og social ulighed blev besvaret beredvilligt. Selvfølgelig kan heller ikke store børnekor i domkirkerne ignorere, at en del af deres korsangere ikke har et ukompliceret og lykkeligt liv, og på forskellig vis forsøger dirigenterne og kirken at skabe nogle rammer, så også disse børn rummes.

Der er oprettet en række fripladser til de børn, der kommer fra økonomisk udfordrede familier (deltagelse i korene er gratis, men medlemmerne skal som udgangspunkt betale almindelig musikskoletakst for individuel sangundervisning).

Mentorordning giver tryghed
De udfordringer, som alle undervisere oplever, når man skal holde en gruppes opmærksomhed fanget, bliver løst med forskellige tiltag i korprøverne. Dels deltager nogle af de lidt ældre, nu godt skolede, korsangere i prøverne med de nye med den klare ekstraopgave at være synligt gode eksempler. Der er en meget stor tydelighed omkring, hvad der forventes, og alt hvad der kan bringe uro i lokalet, er skåret væk.

For eksempel får de yngste aldrig noder, derved undgås uro og snak omkring uddelingen af dem. Er der brug for, at de skal kigge på noder eller tekst, bliver det vist på whiteboard placeret bag dirigenten, så de samtidig vænner sig til at kigge op.

Mentorordningen fortsætter op igennem korlivet, og det forventes af sangerne, at de aktivt tager sig af dem, der er yngre end dem selv. Dette giver en stor tryghed for alle børnene; men måske særligt for dem, der ellers er tynget af svigt eller sorg.

Umiddelbart virkede det som om, den eneste nød, de ikke havde fået knækket i Haderslev, var ordblindhed. Her måtte Skærbæk Jespersen sige, at det var virkelig svært at deltage i koret, hvis man var ramt af ordblindhed. De havde én sanger, som havde gennemført; men ellers opgav børnene henad vejen, når det begyndte at være nødvendigt at læse.

Da klokken blev 10.30, takkede Knud Damgaard Andersen fra stævneudvalget for det spændende oplæg samt villigheden til at tage imod forsamlingens spørgsmål, og han og Ingrid Bartholin Gramstrup rundede stævnet af med et tak for denne gang og en afsløring af, at næste stævne afholdes d. 23.-26. maj 2027.

SE OGSÅ: Stævne 2026 i billeder og ord

(Foto: Filip Graugaard Esmarch)


  

De tre organister ved Haderslev Domkirke samlet i anledning af Organistforeningens stævne, hvor de onsdag den 20. maj 2026 præsenterede kirkens tre orgler i en eksklusiv koncert for stævnegæsterne.

Tags:

Del: