Åh nej. Juleaften falder på min faste fridag!

1. november 2018

Du skal selvfølgelig spille juleaften, men hvis du også skal spille til midnatsgudstjeneste nytårsaften, og du normalt har fri mandag, gælder der forskellige regler for de dage.

Af Louis Torp, sekretariatsleder

I år falder juleaften på en mandag. Mandag er i mange tilfælde organistens faste fridag, og derfor er det relevant at repetere de gældende bestemmelser for, hvordan det skal håndteres, når den faste fridag er sammenfaldende med en søgnehelligdag og juleaften.

Som det gælder for mange af de bestemmelser, der vedrører løn- og ansættelsesvilkår for organister, er disse reguleret af Organistoverenskomsten (vilkår for tjenestemænd kommer senere). Dette er også tilfældet her. Af Organistoverenskomstens § 11, stk. 2 fremgår den relevante bestemmelse:

I uger, hvor den faste fridag er sammenfaldende med en søgnehelligdag eller den 24. december, og organisten har tjenstlige forpligtelser, henlægges fridagen til en anden dag i samme uge, medmindre et andet tidspunkt aftales mellem menighedsrådet og organisten.

Med andre ord: hvis du som organist har fast fridag mandag, og juleaften falder på en mandag, kan du blive varslet (efter de almindelige regler) på arbejde juleaften. Til gengæld har du fri en anden dag i samme uge. Der er også mulighed for, at du og dit menighedsråd aftaler at fridagen afvikles på et andet tidspunkt.

Andre regler for nytårsaften
Vær opmærksom på at ovenstående bestemmelser kun gælder, når den faste fridag er sammenfaldende med en søgnehelligdag og juleaften. Hvis menighedsrådet i andre tilfælde ønsker at inddrage den faste fridag, gælder Organistoverenskomstens § 11 stk. 3. Denne fastsætter – kort fortalt – at organisten ydes en godtgørelse på til 4 timers løn samt afholdelse af en erstatningsfridag eller en godtgørelse svarende til 9 timers løn, hvis menighedsrådet inddrager den faste fridag.

I denne sammenhæng henledes opmærksomheden på, at mandag d. 31. december ikke er en søgnehelligdag. Hvis menighedsrådet inddrager en fast fridag på denne dato, er det Organistoverenskomstens § 11 stk. 3. som rammesætter, hvordan denne faste fridag kan inddrages.

Tjenestemandsjul
For tjenestemændene gælder ovenstående regler ikke. For dem er der årelang praksis for, at den faste fridag kan flyttes til en anden dag, hvis denne er sammenfaldende med juleaften.

Læs mere om reglerne for OK-ansatte

Del: