I foråret 2025 fik Organistforeningen trykt nogle plakater med forsider af de senere års medlemsblade

Ændringer på vej for medlemskommunikationen

1. januar 2026

Efter udgivelse af Organistforenings medlemsblad på vanlig vis i januar, marts og maj 2026 vil bladet blive afløst af et nyt internetmedie og et nyt fysisk magasin: Musiker i kirken. Allerede nu i januar vil vi desuden tage Facebook i brug i foreningens kommunikation.

Organistforeningens bestyrelse har over det seneste halve år drøftet, hvordan Organistforeningens medlemskommunikation bedst kan fremtidssikres, samtidig med at udgifterne begrænses. Valget er faldet på en model, hvor dét indhold, vi sender til medlemmerne, fra sommeren 2026 vil komme ud i ændrede indpakninger. Selve indholdet vil der i mindre grad blive justeret på.

Den direkte anledning til drøftelserne har været udsigten til ændringer på distributionsområdet fra januar 2026, hvor PostNord ikke længere omdeler breve. Portoomkostningerne er de senere år i forvejen steget kraftigt, og nu vil distributionsprisen per nummer stige yderligere. Med oplag på under 1.500 ligger mulighederne for magasinomdeling uden for rækkevidde, og brevomdeling via dao, den eneste tilbageværende spiller på dét marked, kræver pakning i kuvert, hvilket bringer vægten over 50 gram-grænsen, altså med en prisforøgelse til følge.

Vi planlægger nu, at maj-nummeret bliver det sidste nummer af Organist.org. Dels vil det i juni blive erstattet af et nyt internetmedie, websitet musikerikirken.dk med tilhørende nyhedsbrev, og dels vil der hen på efteråret udkomme et nyt trykt magasin, Musiker i kirken, som skal udsendes med en lavere frekvens, end vi kender det fra det nuværende medlemsblad.

Styrket digital kommunikation
Organistforeningen kommer således til at have to websites, som er i samspil med hinanden. Organistforeningen.dk vil ligne den nuværende hjemmeside og fortsat rumme nyheder om selve foreningen samt om politik, forhandling og ansættelsesregler. På det nye website, Musikerikirken.dk, vil det indhold, som handler om arbejdet som organist i bredere forstand være at finde, både når det gælder arbejdsforhold, for eksempel arbejdsmiljø, og selve musikervirket.

Vi kommer til at fastholde vores grundige fokus på nye udgivelser af særlig interesse for det daglige arbejde som organist. Her vil det nye være, at anmeldelser og kortere omtaler formidles online via det nye internetmedie, hvis indhold formidles primært via nyhedsbrevet, der efter planen skal udsendes hver anden uge, altså lidt hyppigere end nu. Dermed vil vi naturligvis også være hurtigere ude med anmeldelserne og omtalerne, end når vi formidler via et blad hver anden måned.

Vi kommer også til fortsat at have et skarpt blik på nyheder på organistområdet og i mere bred forstand inden for kirkemusiklivet. Sammenlignet med det nuværende nyhedsbrev kan man se frem til et nyhedsbrev, som formidler mere forskelligt indhold: nyheder, interview, anmeldelser/omtaler, inspiration, lederartikler mv. Alligevel vil nyhedsbrevet formodentlig komme til at opleves som mere strømlinet og overskueligt end det nuværende, da selve tekstindholdet i højere grad vil placere sig på henholdsvis Organistforeningen.dk og Musikerikirken.dk.

Et praksisorienteret fokus
Det trykte format har fortsat sine fordele sammenlignet med det mere flygtige og bogstaveligt talt mindre håndgribelige digitale format. Når man generelt på markedet ser på udviklingen for bøger og magasiner, er der da heller ikke grund til at forvente, at tryksagen som sådan er på vej ud. Det handler kort sagt om, at læsning på papir i sammenligning med skærmlæsning giver en mere sanselig, fordybet og fokuseret læseoplevelse. Et trykt magasin vil typisk holde sig længere i modtagerens bevidsthed, end tilfældet er med indhold, man får via mail eller selv opsøger online, men selve udbyttet af læsningen vil altså for den typiske modtager også være bedre.

Den digitale formidling har sine fordele, når det gælder hurtighed og fleksibilitet. Vi ønsker således fortsat at spille på begge heste og udgive både det omtalte internetmedie og trykt medie. I magasinet Musiker i kirken vil vi lægge hovedvægten på netop det indhold, som fungerer allerbedst på tryk: portrætter, reportager, baggrundsartikler og mere dybdeborende temaer. Vi kalder det et magasin, da det sammenlignet med vores nuværende blad i højere grad vil udnytte det trykte formats styrker: større format, bedre plads til billeder og grafik, lidt kraftigere papir osv.

I magasinet vil vi bestræbe os på, i endnu højere grad end hidtil, at rette søgelyset imod alt det, som fylder i en organists/korleders daglige arbejde, og at formidle det på en vedkommende og praksisorienteret måde.

Online-Annoncer og adgangsbegrænsning
Da vi ønsker at bibeholde indtjeningen fra annoncer, vil det på musikerikirken.dk være muligt at annoncere med annoncebannere. Organistforeningen.dk vil fortsat være annoncefri. Vi vil prioritere at bringe annoncer som er relevante for medlemmerne.

Det meste af indholdet på Musikerikirken.dk – herunder indhold bragt i det trykte magasin – vil ikke være frit tilgængeligt online, som tilfældet jo ellers er med Organistforeningens nuværende indhold. Der er her tale om indhold, som er produceret for medlemmerne, og som altså i udgangspunktet kun vil være tilgængeligt for disse. Andet indhold har en lidt bredere målgruppe, og dette vil være at finde som åbent indhold på Organistforeningen.dk.

Facebook som supplement
Endelig skal det nævnes, at vi – som et supplement i den digitale del af kommunikationen – vil lancere en Facebook-side for Organistforeningen. Dette vil ske tidligt i nye år. For foreningen kan der med en tilstedeværelse på Facebook opnås en større synlighed online, og mediet kan samtidig være nyttigt i situationer, hvor der er et ønske om at få information hurtigt ud.

Facebook-siden vil blandt blive brugt til formidling af vigtige nyheder på Organistforeningen.dk samt andre korte nyheder og små dryp fra foreningens arbejde. Der kan desuden være beskeder af særlig interesse for foreningens medlemmer – men de vigtigste beskeder vil ikke (kun) komme ud via Facebook, men via nyhedsbrevet og/eller en separat medlemsmail.

Medlemmer, som i forvejen bruger Facebook, opfordres derfor til at følge Organistforeningens side, når den er lanceret. Dette vil blive annonceret via nyhedsbrevet.

Se også i præludiet i Organist.org nr. 1, januar, hvad formanden skriver om bestyrelsens visioner for medlemskommunikationen

I foråret 2025 fik Organistforeningen trykt nogle plakater med forsider af de senere års medlemsblade

Tags:

Del: