Rektor for Sjællands Kirkemusikskole Charlotte, Muus Mogensen, fyldte 60 år den 12. marts 2024. Hun har musikpædagogisk eksamen i orgel fra DKDM, og har blandt andet også taget dele af en di-plomuddannelse i ledelse. Hun sad i bestyrelsen for DOKS i hele 20 år fra 1996 til 2016, heraf de sidste ti år som formand.
Muus Mogensen: Rigtig mange menighedsråd aner ikke, at der er noget, der hedder kirkemusikskole
18. marts 2024
I et interview på Folkekirkens Intranet (FIN) i anledning af sin 60 års-fødselsdag i sidste uge fortæller rektor for Sjællands Kirkemusikskole Charlotte Muus Mogensen om sine erfaringer efter de første to et halvt år i stillingen. Hun har blandt andet visioner i retningen af, at det skal gøres mere attraktivt at gennemføre KMOK-uddannelsen, også hvis man undervejs får ansættelse i en krævende organiststilling.
”Vi skal se på, om selve studiet er bygget rigtigt op. Mange har vanskeligt ved at passe det, fordi de får job ude i folkekirken (…), og så har de pludselig ikke tid til at gå her. Menighedsrådene giver dem åbenbart ikke helt nok mulighed for at kunne tage en uddannelse. De giver dem jo også en god løn, for der er mangel på organister nu, så incitamentet til at få taget en uddannelse er desværre en lille smule presset for tiden,” erkender Charlotte Muus Mogensen.
Men det gør ikke uddannelsen mindre nødvendig. Rektoren ser derfor også en central opgave i at få skabt mere synlighed om kirkemusikskolerne, for hun har opdaget, at mange ikke kender til dem.
”Det er vigtigt, at ikke mindst menighedsrådene kender vores eksistens og ved, hvad vi kan tilbyde af uddannelse og efteruddannelse. Vi er (…) [derfor] begyndt at bruge Facebook og Instagram. Men vi har også tanker om at få vores eget område på Folkekirkens Intranet for at nå især menighedsrådene,” siger hun.
Charlotte Muus Mogensen er glad for at være på den anden side af sine første år med ”ekstremt mange, tunge administrative opgaver”, så hun kan give udviklingsopgaverne mere fokus. I den sammenhæng fremhæver hun også udbuddet af efteruddannelseskurser.
”Jeg arbejder lige nu med bestyrelsen, fagforeninger og musikkonservatoriet om at identificere, hvad er det præcist for nogle kurser, og hvad skal indholdet være, og hvilke undervisere, her fra skolen, men også udefra med andre kompetencer, end vi selv har, som skal i spil,” siger hun til FIN.
Rektor for Sjællands Kirkemusikskole Charlotte, Muus Mogensen, fyldte 60 år den 12. marts 2024. Hun har musikpædagogisk eksamen i orgel fra DKDM, og har blandt andet også taget dele af en di-plomuddannelse i ledelse. Hun sad i bestyrelsen for DOKS i hele 20 år fra 1996 til 2016, heraf de sidste ti år som formand.