Overenskomst-projekt endte uden resultat

27. oktober 2022

Organistforeningen har sammen med CO10 og Dansk Kirkemusiker Forening været en del af et periodeprojekt, hvor man med Kirkeministeriet for bordenden har afsøgt mulighederne for at harmonisere aftalerne om løn- og ansættelsesvilkår for musikere i folkekirken (DOKS-organister dog undtaget).

Periodeprojektet var et forberedende arbejde, som overenskomstparterne havde aftalt at gennemføre i perioden mellem to overenskomstindgåelser. Formålet med det nu afsluttede projekt var at afsøge, om løn og ansættelsesvilkår for Organistforeningens og Dansk Kirkemusiker Forenings medlemmer kunne samles i ét aftalesæt som afløser for henholdsvis Organistoverenskomsten og organisationsaftalen. Med kun ét regelsæt ville mange ting blive lettere for både menighedsråd og for musikere.

Som det er nu, har PO/KMOK’ere et basislønsystem, hvor kirkemusikere uden organisteksamen har et intervallønsystem. PO/KMOK’ere har særskilte arbejdstidsregler, hvor kirkemusikere uden organisteksamen deler arbejdstidsregler med kordegne og kirke- og kulturmedarbejdere.

Trods mange møder i løbet af 2022 har det desværre ikke været muligt at opnå enighed, og periodeprojektet er derfor afsluttet uden et resultat. Parterne er dog enige om, at dialogen om det vigtige emne kan genoptages på et senere tidspunkt.

Del: