Morten Fester Thaysen blev i 2022 domprovst i Ribe efter en årrække som præst i Varde. Nu vil han gå foran i kampen mod organistmangel.
Ribe går til kamp mod organistmangel
5. april 2023
Ifølge domprovsten i Ribe burde man tale mere om organistmangel end om præstemangel. Kristeligt Dagblad satte i marts fokus på problemet, hvis omfang og perspektiver ikke er særlig godt belyst.
Ved Ribe Domkirke afholdes der onsdag den 24. maj et usædvanligt aftenarrangement for alle menighedsråd, præster og organister i stiftet. Under overskriften ”Hvem spiller på søndag” handler det om organistmangel i nutidens og fremtidens folkekirke, og det er domorganist, domkantoren og domprovsten, der i fællesskab har taget initiativet.
Sidstnævnte hedder Morten Fester Thaysen, og han har i løbet af marts i artikler i Kristeligt Dagblad og på Kirke.dk også råbt vagt i gevær.
“Vi leder virkelig med lys og lygte, når organister skifter job eller pensioneres. Vi har længe levet lykkeligt på, at de mange ældre organister driver butikken, men vi har glemt lærlingeforpligtigelsen,” siger han til Kristeligt Dagblad
Avisen efterspørger en egentlig undersøgelse af problemets omfang, for en sådan findes ikke. Fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter lyder meldingen blot, at dette har man ikke prioriteret. Og hos Landsforeningen af Menighedsråd er de ikke synderligt bekymrede, eftersom de ikke får særlig mange henvendelser om organistmangel.
Der henvises til gengæld til en kortlægning fra den svenske kirke, som i 2021 nåede frem til, at man i 2030 ville mangle 700 organister. Og ifølge Morten Fester Thaysen kan det om ca. ti år komme til at se omtrent lige så grelt ud herhjemme, for faktum er, at omkring halvdelen af de danske organister er omkring 60 år eller ældre. Og ifølge en ikke offentliggjort analyse fra kirkemusikskolerne, som Kristeligt Dagblad har set, skulle mere end hver tiende (fastansatte?) organist endda være over 80.
Pointen er, at situationen er temmelig alvorlig for både kirken og samfundet:
“På en måde er det spøjst, at vi snakker så meget om præstemangel, for organistmangel er simpelthen værre,” siger Morten Fester Thaysen også i artiklen.
Skabt til at synge
I et indlæg på Kirke.dk uddyber han det overraskende synspunkt i et både teologisk og menneskeligt funderet debatindlæg:
”Når der skal synges fra højskolesangbogen i folkelige sammenhænge, kigger flere og flere ud i luften og underskylder sig med, at de ikke kender sangene. Det samme kan opleves, når der skal synges fra salmebogen i kirkerne. Det er som om, at ingen i kirkelige sammenhænge for alvor gør oprør mod det.” (…) [Men:]
”Kirken kan ikke være evangelisk-luthersk uden musikken. (…) Den er i alt, hvad Gud har skabt, og den gør noget ved os. Men syndefaldet har gjort mennesket umusikalsk. Det kan ikke høre musikken. Det regner heller ikke musikken for noget. Men i gudstjenesten vækkes musikken igen til live og minder os om, at vi som Guds skabte mennesker, er skabt til at synge,” skriver Morten Fester Thaysen og afslutter senere sin indtrængende appel sådan:
”Hvis ikke folkekirken besinder sig på, at reformationen også var en musikalsk bevægelse, der satte mennesker fri, er den blevet tonedøv i forhold til sin opgave.”
Gør stillingerne attraktive
Kristelig Dagblad har i en anden artikel om udviklingen i retningen af organistmangel talt med blandt andre Organistforeningens formand, Ingrid Bartholin Gramstrup. Hun foreslår, at man i højere grad arbejder på at slå de mange mindre organiststillinger sammen til attraktive stillinger.
”Det er bare mindre sjovt at udøve sit erhverv, når der ikke er tid til det, ligesom 15 timers løn ikke just er attraktivt. Især hos yngre organister skal stillingerne være store nok til, at man kan leve af det,” siger hun til avisen, som uddyber:
”Eksempelvis så tre stillinger på 20 timer i stedet bliver to stillinger på 30. Det kræver en del logistisk planlægning, men hun [Ingrid Bartholin Gramstrup] ser for nuværende ikke andre udveje.”
Hun tilføjer over for avisen, at Organistforeningen oplever en tendens til, at flere organister vender tilbage til deres gamle arbejde, og ”måske er der faktisk organister nok i Danmark, hvor nogle bare ikke er i folkekirken”.
På mødet i Ribe den 24. maj ser det dog ud til, at der især skal tales om, hvordan børn og unge gøres interesseret i at spille orgel, og hvordan menighedsråd, præster og organister kan samarbejde om dette.
Se invitationen til temaaftenen i Ribe om organistmangel
Se indlægget fra Morten Fester Thaysen, som bragt i Organist.org nr. 3
LÆS OGSÅ
- Kristeligt Dagblad (09.03.23): Særligt i yderområderne løber kirker langsomt tør for organister. Men ingen har rigtig undersøgt problemet (kræver abonnement)
- Kristeligt Dagblad (10.03.23): Præst om organisttørke: Vi er lykkelige, når vi får bare en eller to ansøgninger (kræver abonnement)
- Kirke.dk (29.03.2023): Domprovst: Organistmangel truer en hel kultur (kræver abonnement)
Morten Fester Thaysen blev i 2022 domprovst i Ribe efter en årrække som præst i Varde. Nu vil han gå foran i kampen mod organistmangel.