Mathias Hammer medvirker på Organistforeningens stævne, som foregår i Viborg den 29. maj til 1. juni 2022

Velkommen til jubilæumsstævne i maj/juni

20. december 2021

Næste års organiststævne på foreningens hjemmebane i Viborg bliver noget ud over det sædvanlige. Ikke kun fordi, vi de seneste to år har måttet nedskalere det planlagte til endagsårsmøder i august måned som følge af corona-situationen, og mange af os derfor ser ekstra meget frem til igen at kunne mødes over flere dage. Men i høj grad også, fordi stævnet vil bære præg af, at vi i 2022 fejrer Organistforeningens 50 års-jubilæum.

Dette vil kunne fornemmes på programmet som helhed, og i forlængelse af generalforsamlingen tirsdag den 31. maj om eftermiddagen vil der specifikt være reception med taler og musikindslag, hvorefter festlighederne fortsætter med en jubilæumsfestmiddag på Golfsalonen ved Nørresø.

Stævnet begynder søndag den 29. maj allerede kl. 16 i Viborg Domkirke, hvor Amarcord, den internationalt højprofilerede vokalkvintet fra Leipzig, giver koncert under overskriften ”Sang til sjælen”. Koncerten indgår også i Viborg Internationale Kirkemusikfestival. Vi skal desuden have vores egen rundvisning i domkirken, hvilket vil ske om aftenen efter middag på Golfhotellet.

Mandag formiddag kommer Mathias Hammer (billedet), pianisten og musikformidleren, som mange nok vil kende fra blandt andet P2 og DR2. Han var med i højskolesangbogsudvalget frem til udgivelsen af 19. udgave i november 2020. På stævnet vil han først stå for morgensangen og derefter holde et foredrag, som vil kredse omkring den fælles sang.

Stævneudvalget er i skrivende stund ved at færdiggøre det øvrige program, som efter planen vil byde på flere markante medvirkende i foredrag, paneldebat, koncert og musikgudstjeneste.

Organistforeningens bestyrelse har besluttet at lægge et budget for jubilæumsfejringerne, som indebærer, at deltagerbetalingen trods det særlige program ikke kommer til at ligge væsentligt over det sædvanlige for et stævne over fire dage.

Det endelige program bliver offentliggjort på hjemmesiden omkring den 1. februar og i medlemsbladets marts-nummer.

Mathias Hammer medvirker på Organistforeningens stævne, som foregår i Viborg den 29. maj til 1. juni 2022

Del: