Bryllups-folkemusik overført til orgel

1. januar 2023

Af Henriette Hoppe

Tobias Dahl, arr.

Bryllupsmusik i en dansk folkemusiktradition

Forlaget Mixur 2022

30 sider

199 kr. hos noder.dk

Traditionel musik fra Himmerland, Strynø, Fanø og Mandø – i alt otte marcher, menuetter og danse arrangeret af organist og folkemusiker Tobias Dahl. Festlige og sjove orgelstykker, men som bryllupsmusik har stykkerne nok et smalt publikum.

Her er en orgeludgivelse, der nok skulle synes relevant: alternativ bryllupsmusik. Der er tale om traditionel dansk bryllupsmusik arrangeret for orgel; musik, der oprindelig har været spillet på vej til og fra kirke og til den efterfølgende bryllupsfest – og dermed et bud på en vielse uden den sædvanlige romantiske scenemusik.

Med inspiration fra en lidt anden tradition i vores nordiske nabolande har Tobias Dahl været på jagt i kilder til dansk folkelig bryllupsmusik og lavet arrangementer af en god håndfuld stykker. De forskellige arrangementer varierer i sværhedsgrad, krav til orglet og i graden af tilpasning til orgel.

I det fyldige forord gives der – ud over baggrundsoplysninger om de forskellige stykker og deres brug ved de traditionelle bryllupper (med noter) – også oplysninger om bondebrylluppets kulturhistorie. Bagi er der litteraturliste. Nodetryk og opsætning er af den gode kvalitet, som jeg er begyndt at forvente fra forlaget Mixtur.

Gode til en festlig lejlighed
Jeg må tilstå, at jeg selv i den grad er på udebane hvad, angår udførelsen af traditionel folkemusik, og tænker, at flere har det som jeg. Jeg savner derfor nogle mere præcise anvisninger, for eksempel på udførelsen af det ”ornamentering og swing”, der angives som et frit valg, eller tempoangivelse på en march i 6/8-dels takt. Orglet er et svært instrument at udføre betoninger på, og nogle af stykkerne virker lidt ”nøgne”, når simpel to/trestemmighed, der har været udført af måske to soloinstrumenter, overføres til orglet.

Det kunne derfor have været rart med et indtryk af den originale musik. Harmonikken i Tobias Dahls arrangementer har ofte det uventede drej, som kendetegner folkemusik, men til tider kommer der følger af firklange af en mere nutidig karakter. Jeg gad også godt vide, om de små introer er hans værk.

Jeg har desværre på fornemmelsen, at stykkerne ikke i så høj grad vil falde i brugernes smag. Brudepar er oftest traditionalister, så jeg gætter på, at stykkerne kun vil vinde gehør hos det fåtal af par, der i forvejen dyrker folkemusikken. Men derfor bør noderne ikke nødvendigvis blive i tasken. Stykkerne er så gode (og sjove), at jeg selv nok skal finde en anden festlig lejlighed til at fyre dem af.

Tobias Dahl, arr.

Bryllupsmusik i en dansk folkemusiktradition

Forlaget Mixur 2022

30 sider

199 kr. hos noder.dk

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER