Biskop Peter Birch fortæller via en nyhed fra Helsingør Stift bragt Facebook, at biskopperne og Landsforeneingen af Menighedsråd har lovet hinanden at intensivere arbejdet med at sætte ind der, hvor arbejdsmiljøet eller menighedsrådet er dysfunktionelt
Håndtering af dårligt arbejdsmiljø på grund af dysfunktionelle menighedsråd skal intensiveres
23. januar 2024
”Vi – biskopperne og Landsforeningen – har (…) givet håndslag på at intensivere arbejdet med at sætte ind der, hvor arbejdsmiljøet eller menighedsrådet er dysfunktionelt. De gældende regler er til for at bruges,” siger biskop over Helsingør Stift Peter Birch i en nyhed bragt på stiftets Facebook-side.
Han repræsenterer en arbejdsgruppe, der i 2022 blev nedsat af biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd i fællesskab, og som nu har afsluttet sit arbejde. Her har opgaven bestået i at afklare, hvordan ”folkekirkens to ledelsesstrenge finder fælles løsninger for at skabe en god arbejdsplads for alle”, som Peter Birch udtrykker det i en fælles pressemeddelelse fra Landsforeningen og biskopperne.
Det handler blandt andet om, hvordan man med to ledelsesstrenge kan udøve et effektivt tilsyn med arbejdsmiljøet i sognene, og hvilke sanktionsmuligheder tilsynsmyndigheden har. Spørgsmålet er nemlig, hvad der kan stilles op i et tilfælde, hvor dårligt psykisk arbejdsmiljø i et sogn ikke ser ud til at lade sig løse med hverken dialogværktøjer eller konfliktmægling, og hvor man ser, at problemerne udspringer af en uhensigtsmæssig adfærd fra menighedsmedlemmers side.
Menighedsrådsmedlemmer kan ekskluderes
”Vurderingen er, at der inden for de eksisterende rammer er mulighed for at kunne gribe ind i situationer, hvor adfærden fra menighedsrådsmedlemmernes side belaster arbejdsmiljøet på den lokale arbejdsplads,” står der i pressemeddelelsen, som henviser til de ansættelsesretlige regler for præster og til Menighedsrådslovens § 15, stk. 5 og 6, hvor der står sådan:
”Et medlem, som vedholdende undlader at opfylde sine pligter som medlem af rådet, skal udtræde af rådet. Menighedsrådet afgør, om betingelserne for udtrædelse (…) er opfyldt. Menighedsrådets afgørelse herom kan indbringes for biskoppen, hvis afgørelse kan indbringes for kirkeministeren.”
Et eksempel på, hvornår et menighedsrådsmedlems pligter ikke opfyldes, kan ifølge biskoppernes og Landsforeningens arbejdsgruppe være, at medlemmet ”varigt og systematisk udviser en adfærd, som udgør en belastning for det lokale arbejdsmiljø”. Og hvorvidt dette er tilfældet, vil altså ifølge ordlyden i Menighedsrådsloven være menighedsrådets afgørelse.
Pressemeddelelsen fra arbejdsgruppen forklarer ikke noget nærmere om, hvordan reglerne kan bruges i en sag, hvor biskoppen eller en anden tilsynsmyndighed på den ene side og et menighedsråd på den anden side er uenige om, hvorvidt et eller flere medlemmer skal udtræde af menighedsrådet. Der meldes heller ikke noget om, hvilke regler tilsynsmyndigheden kan læne sig op ad, hvis vurderingen er, at en af menighedsrådets ansatte står permanent i vejen for et godt arbejdsmiljø, uden at rådet dog ønsker at afskedige vedkommende.
Meddelelsen slutter blot med at oplyse, at arbejdsgruppens vurderinger ”har været drøftet med både kirkeministeriet og efterfølgende kirkeministeren”.
Ikke desto mindre lover Helsingør-biskoppen altså nu, at biskopperne og Landsforeningen i fællesskab vil sætte ind over for menighedsråd som er ”dysfunktionelle”, hvilket ifølge den primære betydning i Den Danske Ordbog vil sige, at de ”ikke fungerer på en normal eller hensigtsmæssig måde”.
Pressemeddelelse med kodesprog
I en analyse fra Kirke.dk påpeger redaktør Kåre Gade, at det fortsat er uklart hvordan tilsynet med præsters og andre menighedsrådsmedlemmers sikring af et godt psykisk arbejdsmiljø egentlig skal udøves. Men han har et bud på, hvordan pressemeddelelsen fra biskopperne og Landsforeningen skal afkodes:
”Reelt er der formentlig tale om, at biskopperne og menighedsrådene er enedes om, at det i sidste ende er biskopperne, der har såvel tilsyns- som handlepligten, når det brænder sammen i sognene – ikke kun over for præsterne, men også når kilden til problemerne ligger i menighedsrådenes ledelsesstreng. Vurderingerne har været drøftet med både Kirkeministeriet og kirkeministeren, lyder det. Det er antagelig kodesprog for, at ministeriet er taget i ed og ikke vil spænde ben for en hårdere udnyttelse af tilsynsreglerne,” skriver Kåre Gade
I forlængelse af en opremsning af en række ubesvarede spørgsmål slutter han sådan:
”Indtil videre bliver det ved arbejdsgivernes vage formuleringer om en hårdere kurs overfor brodne kar. De kommende år vil vise, om de gør alvor af det.”
LINKS
- Opslag fra Peter Birch på Helsingør Stifts hjemmeside
- Pressemeddelelse fra biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd: Eksisterende lovgivning er tilstrækkelig
- Menighedsrådsloven § 15
- Analyse på Kirke.dk: Folkekirkens top vil gribe ind over for dysfunktionelle menighedsråd (15.01.2024, kræver abonnement)
- Præsteforeningen: Godt nyt på arbejdsmiljøfronten (11.01.2024)
Biskop Peter Birch fortæller via en nyhed fra Helsingør Stift bragt Facebook, at biskopperne og Landsforeneingen af Menighedsråd har lovet hinanden at intensivere arbejdet med at sætte ind der, hvor arbejdsmiljøet eller menighedsrådet er dysfunktionelt