Julesalmer drysset med firklange

3. januar 2025

Af Torsten Mariegaard

Søren Birch

15 Advents- og julesalmer

Forlaget Mixtur 2024

32 sider

139 kr. hos noder.dk

INDHOLD

  • Blomstre som en rosengård
  • De hellig tre konger
  • Den yndigste rose er funden
  • En rose så jeg skyde
  • Hjerte, løft din glædes vinger
  • Julebudet til dem, der bygge
  • Julen har bragt velsignet bud
  • Jul er en jomfru der føder en søn
  • Kimer, I klokker
  • Lad det klinge sødt i sky
  • Lovet være du, Jesus Krist
  • Nu tændes tusind julelys
  • Tak og ære være Gud
  • Velkommen igen, Guds engle små
  • Vi venter på det lys

Advents- og juletidens gamle salmer er iklædt en cremet vellyd, som efterlader anmelderen med en følelse af ambivalens. Han mener ikke, denne SATB a cappella-samling hører til Søren Birchs mest vellykkede.

Det er altid spændende at udpakke en nyudgivet samling med 15 danske korsatser til jule- og adventstiden – hvoraf de 13 satser er arrangementer af de allerbedst kendte salmer.

For hvad mon man får til jul i år? Måske “koralbogs-tro” satser, hvor man primært køber sig til letlæselighed og et godt toneartsvalg? Måske variation i satstyperne – herre-cantus firmus, vers for lige stemmer etc.? Eller måske et par moderne træk a la cluster-lignende effekt via individuel sang af små motiver som baggrund til første vers?

Den gode nyhed er, at man møder alt dette i denne udgivelse. Men så er der jo én ting til, som man er nysgerrig på: Møder man mon også en veldoseret brug af en fri og lidt moderne harmonisering?

Hvad dette angår, vil samlingen sikkert falde i nogens smag og muligvis ikke i andres. Der er nok mange, som synes at julen gerne må have masser af mol7, maj, noner, sekster, og hvad der ellers kendetegner den populære klangverden, som ikke rigtig har noget navn, men som kan vække minder om en jule-cd med The Real Group eller Take Six.

Uden at stemple disse klange som gode eller dårlige så er der et par steder i samlingen, hvor anvendelsen af dem virker lidt tilfældig – de dukker op, når man mindst venter det, i ellers mere konservativt harmoniserede satser.

Behagelige klange
Og så er der jo det store smagsspørgsmål: Hvad sker der med sangenes oprindelige præg af den tid, de stammer fra? Er et lidt cremet firklangsunivers nu også lige sagen i f.eks. Hjerte, løft din glædes vinger fra 1653?

Det kan man mene meget om, og man kan såmænd godt argumentere for, at uden masser af disse klange, som mange finder indlysende behagelige, var der slet ikke grund til at udgive en samling af allerede vidt udbredt julemusik.

Hvis man er lidt ambivalent med nye klange i gamle melodier, så kan Søren Birchs egne kompositioner – to styk – hurtigt udnævnes til at være samlingens sikre lyspunkter: Her er man jo ikke tynget af historik og forventninger. Måske er Knud Erik Lægsgaards tekst til Jul er en jomfru der føder en søn ikke ligefrem udødelig – men korsatsen er rigtig fin, og taktartsskiftet i takt 5 trækker fine referencer til “Alleluia”-afslutninger a la Byrd, Victoria etc.

På Forlaget Mixturs flotte og velfungerende hjemmeside mødes man af overskriften: “Mixtur er et nodeforlag med store ambitioner inden for kirkemusikalske udgivelser”. Om dette julehæfte lever op til den stærke målsætning, ved jeg ikke helt, om jeg synes. På samme forlag har samme Søren Birch så sent som i 2023 udgivet 15 bibelske motetter. Det projekt er efter min mening vellykket på et helt andet niveau – en samling, man roligt kan ønske sig til jul.

Søren Birch

15 Advents- og julesalmer

Forlaget Mixtur 2024

32 sider

139 kr. hos noder.dk

INDHOLD

  • Blomstre som en rosengård
  • De hellig tre konger
  • Den yndigste rose er funden
  • En rose så jeg skyde
  • Hjerte, løft din glædes vinger
  • Julebudet til dem, der bygge
  • Julen har bragt velsignet bud
  • Jul er en jomfru der føder en søn
  • Kimer, I klokker
  • Lad det klinge sødt i sky
  • Lovet være du, Jesus Krist
  • Nu tændes tusind julelys
  • Tak og ære være Gud
  • Velkommen igen, Guds engle små
  • Vi venter på det lys
Tags:

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER