Mangfoldige øvelser for sangstemmen
1. juli 2025
Af Rikke Juul Morild

Jan Lund
Syng Nemt, Sundt og Sikkert – Velafprøvede sangøvelser til enhver situation
Dansk Sang 2025
76 sider + ressource-webside
180 kr. hos dansksang.dk
Studielektor i sang og sangpædagogik ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Jan Lund har lavet en praktisk øvelsessamling af stor værdi for korledere og sangere.
Jan Lund står bag denne bog med masser af sangøvelser. Han er uddannet operasanger og har i mange år været ansat på DKDM som sanglærer, ligeledes har han undervist i adskillige år i sang på MGK i København, Sjællands Kirkemusikskole og MGK på Sankt Annæ Gymnasium.
”Sangerens stemme er et levende instrument, som skal plejes, vedligeholdes og tages vare på,” skriver Jan Lund til indledning.
Jan Lund blev af DKDM opfordret til at påbegynde et pædagogisk udviklingsprojekt, som han kaldte ”Syng nemt, sundt og sikkert”, og som udviklede sig til bogen af samme navn. Det er en overskuelig bog, hvor Jan Lund deler ud af sine mange guldkorn, som han gennem udviklingsprojektet samlede fra sanglærere, kordirigenter, musiklærere, professionelle sangere, børnekorsdirigenter, organister, musikpædagoger og kirkemusikskolelærere som arbejder med sang og sangstemmer. Det har resulteret i et nyt og meget inspirerende materiale til alle os, der bruger vores stemme professionelt og i undervisningsøjemed, fyldt med inspirerende og mangfoldige øvelser.
Lige til kortasken
Bogen Syng Nemt, Sundt og Sikkert har en overskuelig indholdsfortegnelse og gør det nemt at finde de sangøvelser, man har brug for. Du når hele vejen rundt med øvelser for kroppen, åndedrættet, opvarmning af stemmen, strækket i stemmen, vokaler og konsonanter, registerskifte, koloraturer, ”kort opvarmning”, og det sidste kapitel rummer ”nørdeøvelser”.
Hvert af de ni kapitler består af en kort forklaring af, hvad der ligger til grund for det enkelte kapitel, som rummer fem øvelser og slutter med et guldkorn, som Jan Lund har taget med fra sit udviklingsprojekt. Det er også muligt at gå på tværs gennem bogen, hvis man kun har brug for en kort opvarmning.
I nørde-kapitlet bagerst i bogen kan man gå videre i forhold til øvelserne i kapitel 1-6, hvis man har brug for flere øvelser til sit kor. Ligeledes er der en QR-kode bagerst i bogen, som man kan scanne og se alle øvelserne, som er optaget på video.
Jeg håber din nysgerrighed er blevet vækket ! Det er en meget overskuelig bog, som kan være med i kortasken til inspiration.
Man kan finde en beskrivelse af Jan Lunds udviklingsprojekt her

Jan Lund
Syng Nemt, Sundt og Sikkert – Velafprøvede sangøvelser til enhver situation
Dansk Sang 2025
76 sider + ressource-webside
180 kr. hos dansksang.dk




