Ny højmessevejledning lægger bedre op til samarbejdet om gudstjenesten

Vejledningerne på Folkekirkens Intranet (FIN) er blevet suppleret af én fra biskopperne om, hvordan man laver gudstjeneste. Den nye højmessevejledning handler mere om musik end den gamle i ritualbogen gjorde.

Biskopperne har på baggrund af forslag fra en bredt sammensat arbejdsgruppe udarbejdet en kraftigt fornyet udgave af højmessevejledningen, der handler om de praktiske forhold omkring sognets faste søndagsgudstjeneste. I den sammenhæng er der taget højde for høringssvar fra fagforeninger og andre relevante folkekirkelige parter.

Udgivelsen af en revideret vejledning begrundes ud fra ”et behov for et bredere kendskab til mulighederne og variationerne i Højmesseordningen”. Vejledningen henvender sig til ”alle, som har et medansvar for forberedelsen og gennemførelsen af gudstjenesten”. Den nye tekst er derfor også lettere tilgængelig, så den ikke kun er at finde i Ritualbogen, men også på FIN.

Samtidig gælder det, at revisionen ”tager højde for nogle af de ændringer i praksis, som har fundet sted siden 1992, f.eks. på musikkens område, og den giver tydeligere anvisning på medarbejdernes og menighedsrådets ansvarsområder og samspillet mellem dem”.

Foreslår en samtale om musikken
I afsnit 2 om de forskellige ansvarsområder hedder det om musikerne således:

Organisten/kirkemusikeren er ansvarlig for udførelsen af højmessens frie musik og for understøttelse af de sungne liturgiske led og menighedens salmesang i samarbejde med kirkesanger/korsangere. Højmessens frie musik vælges af organisten/kirkemusikeren under hensyntagen til dagens karakter og kan med fordel drøftes med præsten. 

Kirkesangeren/korsangerne har til opgave at understøtte de sungne liturgiske led og menighedens salmesang og eventuelt udføre andre musikalske opgaver i samarbejde med organisten.

Orglet er det primære instrument
Siden følger i afsnit 5 flere bemærkninger af særlig væsentlighed for organisten. Her lancerer biskopperne blandt andet betegnelsen ”epistelvers”:

Musikken udføres som levende musik. Der spilles som hovedregel på de instrumenter, som menighedsrådet stiller til rådighed, fortrinsvis orgel.

 Gudstjenestens musik omfatter præludium og postludium samt eventuelt introitus (korsang på præludiets plads), epistelvers (korsang efter epistellæsningen), interludium, (instrumentalt musikstykke fx efter prædiken), motet (korsang efter prædikenen) og exitus (korsang på postludiets plads). Musikken under nadveruddelingen kan være fællessalmer, korsang eller solosang, orgelmusik eller musik af anden karakter. Musikken tilpasses nadveruddelingens forløb. (…)

Den musikalske udsættelse af de liturgiske led er fri. De udsættelser, der findes i Koralbog til den danske salmebog og Musiktillæg I og II, er vejledende. (…) Lokalt kan der være tradition for faste salmevers, fx efter trosbekendelsen, evangelielæsningen eller den apostolske velsignelse. Faste salmevers regnes som en del af højmessens liturgi og kan ændres med samtykke fra menighedsrådet. (…)

Om salmerne hedder det i samme afsnit blandt andet, at de ”vælges under hensyntagen til dagens karakter og det liturgiske forløb”, og at ”salmen efter prædikenen er menighedens svar på evangelium og prædiken”.

Vejledningen nævner ikke konkret, hvem der vælger salmer og melodier, men i afsnit 2 hedder det, at ”gudstjenesten forberedes og gennemføres i et samarbejde mellem præsten og kirkens medarbejdere samt eventuelt frivillige”. Præsten har naturligvis fortsat det sidste ord, hvad angår både salme- og melodivalg.

Ændringer i liturgi og salmesamlinger
I afsnit 9 om ”liturgiske ændringer” hedder det blandt andet, at der ”lejlighedsvist” kan anvendes salmer uden for salmebøger og anvendte tillæg, men at dette ”bør ske i samråd med organist/kirkemusiker”. Herefter følger ganske specifikke anvisninger til, hvordan der til bestemte dele af liturgien – med menighedsrådets samtykke, men uden særlig tilladelse fra biskoppen – kan ske ”faste, mindre ændringer”. Det tilføjes derefter mere overordnet:

De ændringer, som en præst har fået menighedsrådets samtykke til, kan ikke pålægges andre af sognets præster. Man kan med fordel søge at holde sognets højmesser med en vis genkendelighed, men i et sogn med flere præster kan man således have højmesser med forskellige typer af variationer. Vikarierende sognepræster indgår som udgangspunkt i stedets liturgi.

 Menighedsrådet kan med fordel føre en logbog over beslutningerne om faste liturgiske ændringer. Disse beslutninger gælder som stedets skik, indtil de eventuelt ændres efter ovenstående retningslinjer. (…)

 Ønsker man at anvende andre salmesamlinger (trykte eller online), andre tekster eller tillæg end de kollektsamlinger og tillæg til alterbog og salmebog, som i forvejen er godkendt af biskoppen, skal præst/præster og det øvrige menighedsråd søge biskoppens godkendelse.

Ud over det omtalte har vejledningen også afsnit med om kirkerummet, ringning, bøn og bekendelse, Ordet, dåb og nadver, kort højmesse og lægmandsgudstjeneste samt særgudstjeneste på højmessens plads.

Find den 10 sider lange højmessevejledning her