Organist og korleder til Vive og Hadsund Kirker, Hadsund Provsti, Aalborg Stift

Organist og korleder til Vive og Hadsund Kirker, Hadsund Provsti, Aalborg Stift

STILLINGEN

Omfang

37 timer ugentligt

Ansøgningsfrist

21/9 2026 kl. 12.00

Ansættelsesdato

1. november 2026

En stilling som organist og korleder ved Vive og Hadsund Kirke i Vive-Hadsund pastorat er ledig pr. 1. november 2026.
Stillingen er på 37 timer pr. uge.

Organisten skal varetage følgende opgaver:

  • Varetage musikledsagelse ved højmesser, gudstjenester og øvrige kirkelige handlinger.
  • Medvirke musikalsk ved f.eks. sognearrangementer, aftensang og andre aktiviteter i kirkerne samt være vært i forbindelse med brug af eksterne musikere.
  • Varetage musikledsagelse ved gudstjenester på plejehjem.
  • Varetage programmering af sange ved kirkens klokkespil.
  • Lede vores juniorkor og kirkekor.
  • Bidrage til at udvikle og styrke det musikalske liv i kirkerne gennem egne musikalske initiativer evt koncerter.
  • Planlægning og koordinering af samarbejde med eksterne musikere og ensembler.

Vive-Hadsund Sogn har 5191 antal indbyggere, Der er 12 ansatte i sognet incl 3 præster. Sognet er kendetegnet ved, at vi er et aktivt sogn med aktiviteter for mennesker i alle aldre.

Orglet i Hadsund Kirke er bygget af Frobenius. Orglet har 12 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal. Ved Hadsund kirke er der et klokkespil med 26 klokker, der betjenes med elektrisk klaviatur.

Orglet i Vive Kirke er bygget af Bruno Christensen og har 11 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal.

Vi søger en organist der:

  • Har et solidt kendskab til den klassiske musiktradition og samtidig interesse overfor rytmisk musik og musikalske udtryk.
  • Er kreativ, idérig og har en bred musikalsk spændvidde – også gerne i forhold til øvrige instrumenter.
  • Er udadvendt, imødekommende og har gode samarbejdsevner, da stillingen indebærer et tæt samarbejde med kirkesanger, præster og øvrige medarbejdere.
  • Har lyst til at engagere sig i og videreudvikle det musikalske liv i Vive og Hadsund Kirke – herunder at opdyrke lokale musikalske kræfter med henblik på et samarbejde omkring kirkens musikalske liv og vækst.
  • Møder menigheden og sognet med åbenhed og engagement.
  • Brænder for at lade musikken skabe glæde, nærvær og fællesskab i kirkerne.
  • Vægter korledelse med faglighed, nærvær og engagement og med en fornemmelse for at være i øjenhøjde med kormedlemmerne, således musikken vækker til glæde og inspiration for både den enkelte og menigheden

Vi kan tilbyde:

  • En levende arbejdsplads med et godt samarbejdsmiljø, hvor vi gensidigt hjælper hinanden
  • Dygtige, engagerede og gode kolleger.
  • Et menighedsråd der vægter den gode arbejdsplads, gensidigt samarbejde og et rigt kirkeliv.
  • En hverdag i et kirkeligt fællesskab, hvor vi er kreative og nytænkende, og hvor der er plads til forskellighed.
  • Mulighed for udvikling og nye musikalske initiativer.

Løn og ansættelsesvilkår:
Ansættelse sker ved Vive-Hadsund Sogns Menighedsråd, Kirkegade 8, 9560 Hadsund.

Ansættelse af en kirkemusiker vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 og organisationsaftale mellem By, Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere.

Ansættelsen af en organist med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller en organist med PO-eksamen er omfattet af Overenskomst mellem By,- Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010.

Organister med en kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk

Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet 333.747,51 kr. – 475.590,07 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 27.641,26 kr. (nutidskroner). OK tillæg på 1082,22 kr. (nutidskroner). Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening inden ansættelsen.

Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 363.168,70 kr. – 442.528,78 kr. årligt (nutidskroner).
Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 46.726,59 kr. – 72.572,63 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.

Årslønnen for ansøgere med kirkemusiker med uddannelse i orgel og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 350.435,39 kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 368.189,00 kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 37.941,48 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 2-3 kirker.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Heidi Jensen på telefonnummer 23490031.

Ansøgningen med relevante bilag sendes til 9191fortrolig@sogn.dk.

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 21. september kl 12.00.

Ansættelsessamtaler samt prøvespil forventes at finde sted i uge 41.

Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.

Del:

ANDRE OPSLAG