Med en god portion vellykkede og undertiden endda spændende satser lægger Jan Thor Callesen op til en ny form for samarbejde mellem kirkesanger og organist.

Jan Thor Callesen har på eget forlag udgivet denne samling af arrangementer for sopran og orgel over 19 danske salmer og sange samt to svenske. Alle satser kan spilles på orgler med ét manual og pedal ad lib. Det kan undre, at komponisten har valgt betegnelsen ”orgelkoraler”, som vel ret beset er en rent instrumental genre. I så fald skal sopranen delvist ses som et soloregister – hvor der er tekst. I øvrigt er det tilstræbt, at begge stemmer indgår på nogenlunde lige fod ved at skiftes til at have melodi eller modstemme.

Som både organist og sopran ser jeg mange gode og velfungerende satser i udgivelsen med harmonisk og satsteknisk fint samspil mellem orgel og sanger, for eksempel i Det er hvidt herude, Ingen er så tryg i fare og Sænk kun dit hoved, du blomst. Også Bereden en väg for Herran er et virkelig godt arrangement med skønne mellemspil og variation i orglet.

En håndfuld satser er mindre vellykkede. Heraf kan nævnes Gammel fäbodspsalm, som melodisk og harmonisk er urimeligt svær for især sopranen. I Den yndigste rose klippes salmetekst og melodiske fraser i korte bidder og klistres sammen i alternativ rækkefølge, hvilket også for tilhørerne må virke forvirrende. Sopranens modstemme i Nu blomstertiden kommer forekommer mere instrumental end sangbar. Overgangen mellem de to melodier kunne også formidles bedre.

Carl Nielsen-tonesprog
Hele fire sange/salmer i udgivelsen er af Carl Nielsen, og man fornemmer en afsmitning af hans tonesprog, herunder kromatik og fritonal harmonik, i flere satser i udgivelsen: indledningen til Tunge, mørke, natteskyer, Frydeligt med jubelkor (Piae cantiones) og O kom, o kom, Immanuel. Instrumentalt er de spændende, men for en sanger kan de være udfordrende at finde rundt i.

At Jan Thor Callesen tidligere har arbejdet med transskription af klassiske værker, fornægter sig ikke. Man må selv gå på jagt efter citater i samlingen! I arrangementet over Min Jesus, lad mit hjerte få, lånes der skamløst fra Carl Nielsens blæserkvintet (sidste sats). Sopranen synger her salmens 3. vers over en rytmisk bearbejdet og forkortet udgave af 4. koralvariation. Kender man forlægget bag, er ideen måske sjov, men det kan diskuteres om det er god stil.

Ifølge forordet sigter udgivelsen efter at være et ”positivt bidrag til samarbejdet mellem kirkemusikerne – kirkesanger og organist”. Det kan man jo kun bifalde, og det er der som nævnt god mulighed for i samlingen.