Resultater om folkekirkens psykiske arbejdsmiljø er klar
24. januar 2024
Kirkeministeriet har i dag offentliggjort resultaterne af den store arbejdsmiljøundersøgelse, som konsulentfirmaet Mindwork og analyseinstituttet Voxmeter har gennemført i efteråret 2023.
”Folkekirken står nu med opdateret viden om det psykosociale arbejdsmiljø blandt ansatte i folkekirken. Den landsdækkende undersøgelse er baseret på spørgeskemabesvarelser fra hele 7.570 ansatte i folkekirken og en lang række dybdegående fokusgrupper og individuelle interviews,” skriver styregruppen for arbejdsmiljøundersøgelsen i en ledsagende pressemeddelelse.
I procenttal har spørgeskemaundersøgelsen en svarprocent på 53, hvilket er højere end i den forrige store undersøgelse fra 2012.
Vi vil bl.a. i næste nummer af medlemsbladet Organist.org se nærmere på resultaterne, analysen og og anbefalingerne, ligesom vi selvfølgelig i de kommende måneder vil følge grundigt med i, hvilke opfølgende tiltag der iværksættes.
Læsestoffet fra selve undersøgelsen har form af en rapport på 180 sider, men man kan også finde det allervigtigste i en pixi-udgave på 37 sider. Begge dele kan hentes i forlængelse af pressemeddelelsen på Kirkeministeriets hjemmeside.