Christian Præstholm har udsendt endnu en portion orgelkoraler, denne gang 11 styk. Nogle af dem er meget vellykkede, men Randers-organisten har i anmelderens optik en tendens til at kamme over i det pastiche-prægede.

Flere af Christian Præstholms orgelkoral-udgivelser har tidligere været anmeldt i Organist.org. og det er noget af en maratonpræstation, vi ser udfoldet, for målet er at skrive (mindst) én orgelkoral til hver salmemelodi i koralbogen.

Christian Præstholm har helt klart værktøjskassen i orden og har en stor iderigdom, hvad angår motiver og harmonik, især senromantikkens, der også kan snige sig ind, når formen er en mere traditionel barokstil. Flere (læs: de fleste) af stykkerne i dette hæfte er præget af heftige toneartskift, og de er effektfulde de første gange, men jeg nåede da mit mætningspunkt.

Vellykket alteration
Jeg vil gerne fremhæve nogle få af koralerne: Der lægges ud med Lovsynger Herren, enkel og funktionel, genkendelig på trods den ændrede taktart og let kolorerede melodi, med hemioler, der står klart, og med en delikat harmonik.

Vor Herre til dig må jeg ty er i Ravel-stil. Den fungerer måske i virkeligheden bedre på klaver.

I Guds søn kom ned fra Himmerig har Christian Præstholm løst det problem, at kirketonearten fremgår så tydeligt i melodien, at man nødt til at forholde sig til det, på en ganske fiks måde: Han har indført en anden skala, med forhøjet fjerde trin, som bevares gennem adskillige toneartskift. Det giver melodien lidt kant, meget vellykket.

Ironisk distance
Mindre heldig er Guds menighed, syng for vor skaber på Carl Nielsens melodi. Præstholm benytter betegnelsen ”Marchietta humoresque”, og det passer godt på stykkets karakter, der præsenterer melodien, så man ser de små englebasser sidde i skyen og synge ”Æv-bæv-sangen”. Men Carl Nielsen er gået …

Orgelkoralen som genre kan give anledning til at vise sine færdigheder i pasticher. Med valget af virkemidler kan man lægge en ironisk distance til den måske lidt for banale eller tunge melodi, men ofte sidder den ene feinschmecker, der kan goutere den musikalske vits, på orgelbænken.

Jeg har selv et udpluk af Christian Præstholms tidligere udgivelser i min samling, udvalgt efter et strengt anvendelighedskriterium i forhold til gudstjenesten. Dér falder en del af hans orgelkoraler i min optik igennem. De er gennemkomponerede, udspekulerede, flotte og sjove at spille, når man lige har fået hænderne op af lommen, men flere rammer på en måde ved siden af skiven, hvis man har brug for en klangbund til gudstjenestens karakter.