Smuk folkemusik for kirkekor

1. marts 2022

Af Christina Funch Mellgren

Anders Roland

Herren er min hyrde

Olafssongs 2021

Korstemmehæfte, 48 sider

149 kr.

SSA/Klaverpartitur, 64 sider

249 kr.

Købes via shop.olafssongs.dk

Anders Rolands gendigtninger af Davidsalmer byder på stærke melodier, som er anvendelige til solosang, men med denne korversion for SSA og klaver sker der noget originalt og samtidig velfungerende i krydsfeltet mellem folkemusik og kunstmusik.

Folkemusikeren og komponisten Anders Roland, har udgivet ”spillemands-korværket” Herren er min hyrde med ni korsatser for ligestemmigt kor.

Ideen har været at lave musik til kirkekor i et populært folkemusik- og visepræget tonesprog. I tilblivelsen har Anders Roland gjort brug af ekspertise fra flere kanter. Korsatserne er udarbejdet i samarbejde med organist Rikke Juul Morild. Teksterne er udpluk fra forfatter Ida Jessens genfortælling af Salmernes Bog og værkerne kan opføres som en musikgudstjeneste med læsninger fra Bibelen 2020, som er udvalgt af teolog Else Kragelund Holt, lektor på Aarhus universitet. Læsningerne er dog ikke en del af udgivelsen men kan hentes på Olafssongs.dk

Dette er altså ny kirkemusik med et gedigent og seriøst forarbejde.

FULDENDTE MELODIER
Værket er lavet som et oplæg til en koncert med duoen Anders Roland, Michael Graubæk og kor. Som alternativ er der i partituret en udskrevet klaverstemme af komponisten Marco Spallanzani og ligeledes becifringer angivet. Klaversatserne er meget enkle og kunstneriske – ikke typiske, hverken klassiske eller rytmiske, klaverakkompagnementer, men mere et komplementerende instrumentalt input – så her er vi også ude i lidt nytænkning. Spallanzanis klaversats differentierer enkelte steder en smule fra de oprindelige akkorder.

Melodierne er iørefaldende og fuldendte, og de kan også sagtens stå for sig selv. Stemmefordelingen varierer, så alle stemmer skiftevis er melodibærende. De komplementerende stemmer er både polyfone og homofone eller imiterende. Enkelte steder er der stemmekryds, hvor den lyseste stemme ligger i midten. Tonesproget er enkelt med små fine forudhold og ganske let krydret indimellem.

KÆRLIG HYRDE-MELODI
Et lille kig på satserne: Den første, Luk jer op, porte! (Salme 24), er i seks ottendedele. Den indleder med dramatisk gentagelse af ”Luk jer op, luk jer op luk jer nu op!” og forløses derefter festligt i skiftende taktarter. Dag fortæller det til dag (Salme 19) indleder med et hviskekor og imiterende fraser med fælles korsvar.

Herefter to satser, der er båret frem af melodierne: Mit offer er et flosset sind (Salme 51) og Tusind år er i dine øjne (Salme 90). Sidstnævnte virker velkendt. Med Fra det dybeste mørke (Salme 130) bliver tonen mere alvorsfuld – dog er vi i folkemusikgenren, så set i kirkemusikalsk sammenhæng når vi dog ikke ned i de rungende dybder man ellers kan befinde sig i.

Så nær som skyggen af din højre hånd (Salme 121) tangerer med sine tre fjerdedele og de naivistiske indledende ord: ”Gud passer på dig” lidt en søndagsskolesang, men med næste sats, Da vi blev drømmere (Salme 126), er vi tilbage i folkloren.

Den mest slidstærke, kærlige melodi i samlingen er nok Herren er min hyrde (Salme 23), og det bringer os til niende sats, Syng, syng! (Salme 150), som slutter værket af ved at indlede med unisone pentatone fraser for derefter at fortsætte korsatsen i samme klangunivers.

EN SMUK FARVE
Vi er ude i noget nyt. Et mash-up, hvor den traditionelle klassiske kirkemusiks udtryk og det folkemusikalske tonesprog er kommet ned i en pose og er rystet rundt for derefter at levere en ny, smuk farve.

Hæftet egner sig godt til de kirkekor, der arbejder ud fra noder og skal lære at orientere sig, og samtidigt befinde sig i et genkendeligt tonesprog. Det kræver opmærksomhed at følge med i noden, men giver hurtigt pote.

Det er et vovestykke at prøve at sætte folkemusik på noder i klassiske korarrangementer, og det bliver da også ret fint og spinkelt indimellem. Hele pakken med læsninger og sange i et nutidigt sprog virker dog virkelig helstøbt, nutidigt og relevant, så det er et godt bud på et nyt koncept, der fortjener at blive afprøvet.

Anders Roland

Herren er min hyrde

Olafssongs 2021

Korstemmehæfte, 48 sider

149 kr.

SSA/Klaverpartitur, 64 sider

249 kr.

Købes via shop.olafssongs.dk

Tags:

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER