Stille stykker med alt for mange sekvenser

27. oktober 2022

Af Jette Plougheld

Kristian S. Larsen

Stille er min sjæl til Gud

Egen udgivelse 2022

24 sider

120 kr. hos noder.dk

Kristian S. Larsen, organist i Holsted i Sydjylland, leverer afdæmpede koralbearbejdelser, som blandt andet kan komme i betragtning til bisættelser. De fleste virker dog mest som forvoksede forspil.

Stille er min sjæl til Gud omfatter 17 korte orgelstykker, overvejende over romantiske salmer. Jeg synes ikke, de romantiske forlæg udnyttes og videreudvikles, og det er skuffende, at samlingen er stilløs og uden nævneværdige selvstændige kompositoriske indslag. En lidt kedelig samling, kort sagt.

Nærmere, Gud, til dig er på flere måder ganske karakteristisk for komponistens opskrift på en koralbearbejdelse: En start, hvor en eller flere stemmer må vente på at komme ind. Gode intentioner fra start, men satsen udvikler sig egentlig ikke. Bunker af sekvenser … og en coda-agtig slutning med grundtonen liggende svævende ”oven-vande”.

Vær du mig nær lægger ud med en unison tenor- og bas-optakt, og først efter seks takter sætter sopranen i, eller … vi når kun akkurat at blive præsenteret for den første frase og halvdelen af anden frase, før satsen begynder at ”cykle” rundt uden mål og mening. Og karakteristisk for flere af samlingens satser er det i Under dine vingers skygge svært helt at greje, hvornår det er intro, og hvornår vi er ”i gang”. Satsen savner både dramatik, romantik og mening.

Vi rækker vore hænder frem har nogle skønne harmonier undervejs, som komponisten dog godt kunne have brugt mere tid på at folde ud. Satsen udmærker sig ved en gennemført stil og konsistens. Nu tændes tusind julelys har også gode takter. I en sekvens høres melodien i alten – et forfriskende indslag.

Alle orgelstykkerne er komponeret i samme toneart som koralbogens. Gennemgående bevæger det melodiske stof sig ikke ret gerne væk fra salmernes første par fraser, hvilket gør dem – efter en beskæring – egnet som enkle forspil. En massiv brug af sekvenser går igen, og stemmeføringen er generelt rodet. Pedalspillet er besværligt, da basstemmen ofte opererer i et meget højt leje, hvor jeg ellers kun kommer i fuga’er af Bach og Buxtehude.

Samlingen kan bruges til orgler uden pedal – ét manual rækker. Kristian skriver selv i sit forord at der ikke er tale om stor kunst. Mindre kunne nu også have gjort det.

Kristian S. Larsen

Stille er min sjæl til Gud

Egen udgivelse 2022

24 sider

120 kr. hos noder.dk

Del:

SENESTE ANMELDELSER

Del:

SENESTE ANMELDELSER