Babysalmesangens tre skoler

I et nyt studium fra FUV analyseres babysalmesang som gudstjeneste og deltagerne som menighed. De sammenlignende praksisundersøgelser får forskeren til at foreslå en fælles uddannelse for ledere af babysalmesang.

Ph.d. i teologi Rose Marie Tillisch præsenterer i denne projektrapport ”et bidrag til forståelsen af babysalmesangens teologi og dens rødder” ud fra ”praktisk-teologiske refleksioner og iagttagelser”. Iagttagelserne kommer fra samtaler med ledere og deltagere samt egentlige feltstudier i 12 kirker, hvor babysalmesangen er inspireret af forskellige ”skoler”.

En vigtig anbefaling, som forfatteren ud fra sine studier når frem til, er, ”at præster og menighedsråd sætter sig ind i babysalmesang og dens menigheds tanker”. Præster, som ikke deltager, går glip af meget: en levende gudstjeneste og en levende menighed.

En anden vigtig ting, som Tillisch påpeger, er behovet for opkvalificering af dem, som leder babysalmesang. Hun mener, der er brug for bedre muligheder for uddannelse, blandt andet i musikpædagogik, diakoni, sang og salmer – og mere konkret i en eller flere af de tre ”babysalmesangsskoler”. Alle disse tre skoler er ifølge forfatteren” langtidsholdbare kvalitetsprodukter, der fortjener udbredelse”:

• Anne-Mette Riis med fokus på nærvær og stram liturgi (Min første salmebog, manual, Det kgl. Vajsenhus’ Forlag 2004, og Salmer i dans og bevægelse, Det kgl. Vaisenhus’ Forlag 2009)
• Aarhus-skolen grundlagt af Ingrid Oberborbeck med fokus på vandringer i kirkerummet og lidt løsere liturgi (Som fuglen i skov, Dansk Sang 2008)
• Den nye skole repræsenteret ved Mette Gautier og Christine Toft Kristensen med fokus på højmessens (dåbs)liturgi og fravalg af brugen af verdslige sange, som i de to gamle skoler supplerer salmerne (Babysalmesang med mere, Eksistensen 2020)

Riis, Oberborbeck og gautier
Rose Marie Tillisch’ bidrag består blandt andet i en sammenlignende analyse af de tre skoler:

”Når jeg i mine feltstudier mødte babysalmesang, som blev afholdt efter den nye metode, Gautier/Kristensen, fremstod den mere traditionel end de oprindelige udgaver, Riis og Oberborbeck. Tilsvarende virkede babysalmesang som byggede på de to andre skoler, når jeg deltog i dem som led i mine feltbesøg, som mere progressive og folkelige i den forstand, at de inddrog hverdagens musik og leg, og for så vidt arbejdede efter Grundtvigs devise: Menneske først og kristen så. Oberborbecks skole har så det ekstra særkende, at den også tænker og handler bevidst diakonalt,” påpeger hun.

Hun opholder sig også ved, hvad skolerne har til fælles. Ifølge Tillisch kan det gælde for dem alle tre, når Gautier/Kristensen, beskriver babysalmesang som ”en aktivitet, som er et gudstjenestelignende samvær for det allerede eksisterende fællesskab, som er sammen om en rituel praksis.”

”Måske er de afgørende faktorer for babysalmesangs succes i alle tre skoler bevægelse, sang og salmer, dans og leg og højt til loftet koblet med lederens autencitet? Det får man, så hatten passer, i alle tre stilarter,” erfarer Rose Marie Tillisch.

Herefter følger afsnit om blandt andet babysalmesangslederens betydning, præstens rolle og betydningen af kirkerummet og kirkekaffen. Bagerst i udgivelsen følger nogle interessante bilag, herunder et interview med Anne-Mette Riis om blandt andet ”musikteologi” og babysalmesangens skabelseshistorie.