
CFU-forlig kom i hus, men forhandlinger om Organistoverenskomsten er sat på pause
27. februar 2026
Den 11. februar blev der præsenteret en ny treårig overenskomst for alle statsligt og folkekirkeligt ansatte. Aftalen indeholder blandt andet reelle lønforbedringer, en såkaldt fritvalgsordning og mulighed for barns tredje sygedag. Den gælder for perioden fra 1. april 2026 til 31. marts 2029.
Derimod nåede fornyelsen af Organistoverenskomsten ikke at blive forhandlet færdig, inden der torsdag blev udskrevet valg til Folketinget. De lokale forhandlinger videreføres derfor først, når en ny regering er præsenteret i forlængelse af valget den 24. marts.
Lønstigninger sikrer reallønsfremgang
De generelle lønstigninger på Statens og folkekirkens område er på alt 6,80 procent, men når der tages højde for skønnet reguleringsordning samt en teknisk korrektion på 0,2 procent, ventes de samlede generelle lønstigninger at ligge på 6,37 procent. I første omgang stiger lønnen med 1,29 procent pr. 1. april 2026.
Vurderingen er, at ansatte samlet set sikres en reallønsfremgang på 1,97 pct. i løbet af overenskomstperioden.
Derudover afsættes 0,2 pct. af rammen til lokal løndannelse pr. 1. april 2027 for at styrke mulighederne for lokale lønforbedringer. Det blandt andet anvendelsen af disse midler, der forhandles om i de pauserede forhandlinger mellem Kirkeministeriet og CO10, hvor Organistforeningen sidder med ved bordet.
Ny fritvalgskonto fra 2028
Fra 1. januar 2028 etableres en fritvalgsordning, som giver den enkelte medarbejder mulighed for at vælge mellem løn, pension eller frihed.
Arbejdsgiver indbetaler et beløb på en personlig fritvalgskonto. Midlerne kan anvendes til:
- Frihed med lønfradrag (for eksempel særlige feriedage)
- En ny ”fritvalgsdag” for medarbejdere mellem 41 og 61 år
- To ekstra seniordage for medarbejdere på 62 år og derover
- Indbetaling til pension
Hvis man ikke aktivt vælger noget af dette, udbetales midlerne.
Heldigvis er der længe til 1. januar 2028. I perioden indtil da vil foreningen orientere yderligere om ordningen, og det forventes at der fra centralt hold udsendes nærmere vejledning herom.
Barnets 0. og tredje sygedag
Allerede fra 1. april 2026 udvides retten til fravær med løn ved barns sygdom. Fremover omfatter retten ikke kun barnets første og anden, men også den tredje sygedag. Det gælder dog fortsat kun, hvis hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt, og hvis forholdene på tjenestestedet tillader det. Den tredje sygedag er ikke betinget af, at man har holdt fri på de foregående sygedage.
Derudover indføres der en ret til fri med løn de resterende arbejdstimer, hvis barnet bliver sygt i løbet af arbejdsdagen – en såkaldt hjemkaldelse, der vel at mærke ikke tæller som en sygedag, men som omtales som 0. sygedag.
Vi vil senere orientere nærmere om de væsentligste ændringer for Organistforeningens medlemmer, men som følge af de kommende folketingsvalg går der altså længere tid end ventet, inden de samlede resultater kan præsenteres.
Find CFU-aftalen her hos Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Læs en overordnet nyhed om forliget hos FH: Treårig overenskomst giver lønløft og barnets tredje sygedag”
Læs formand Ingrid Bartholin Gramstrups præludium i medlemsbladets marts-nummer: OK26-forhandinger er god i gang

