Helligåndens ånde kan sætte sig igennem i orgelmusikken

Biskop Henrik Stubkjærs prædiken til Organistforeningens jubilæum den 31. maj 2022 i Asmild Kirke

Tekster: Jeremias 31, 31-34, Ap.G. 2, 1-11, Johs. 14,15-21
Salmer: 336, 289, 282/ jubilæumssalme, 321 v. 6-7, 290.

Gud Faders Ånd! kom til os ned
med Himlens ild: Guds kærlighed!
Læg på vor tunge nådens røst
med livets ord til evig trøst!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.  Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

Vi holder gudstjeneste i dag for at markere Organistforeningens 50-års jubilæum. En hyldest til kirkemusikken og dens vigtige rolle i forkyndelsen af det kristne evangelium.

For evangelium og musik og digtning har altid hængt uløseligt sammen. Tænk blot på rigdommen i Salmernes bog fra det gamle testamente, som udtrykker både lovpris og klage, tak og håb. Eller tænk på nogle af de mest skattede passager i det nye testamente, som netop også fremføres musikalsk, rytmisk og digterisk som ”Marias lovsang”, der på den fineste måde gengiver Marias tak og tjenersind, da englen har bragt hende beskeden, at hun skal føde Guds søn. Eller tænk på ”Filipperbrevshymnen” som går lige til både hjerte og hjerne i sin beskrivelse af Guds kærlighed og trofasthed, som den manifesterer sig i Jesus Kristus. Ham der gav afkald på sin guddomsskikkelse, tog en tjener skikkelse på og blev mennesker lig. Hvordan han blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors, for at hver tunge kan bekende: at Jesus Kristus er Herre.

Jo, tonerne, rytmen der giver ordene vinger, kan noget! De åbner ind til hjertet, så kærligheden mærkes, og glæden og håbet overvinder alt det dystre og håbløse. Musikken er meditativ og medinddragende. Når vi synger sammen, så gør vi ordene til vores fælles ord.

Den gode kirkemusik bliver en lovprisning af Guds nåde, og af Guds nærhed og evige troskab imod os og hele skaberværket, sådan som – helt overordnet – enhver gudstjeneste må være det!

Dette vidste Luther. Og det er ikke tilfældigt, at vores lutherske gudstjeneste er en musik- og salmesangsgudstjeneste.

Luther lovpriser ofte musikken. Et stede siger han det således:

”Musik er den skønneste og herligste gave, Gud har givet. Den har ofte rørt mig så dybt, at jeg havde lyst til at prædike!” (Så I er selv ude om det 😊)

Jo, kirkemusikken og prædikenen har meget til fælles. De udspringer af evangeliets forkyndelse af barmhjertighed og ånden som oplyseren og tolkeren og håbsgiveren.

Og hvor understreges det tydeligere end i den forestående pinse?

Vi møder det allerede i teksten fra Det Gamle Testamente, fra Jeremias Bog. Netop disse ord fra profeten, har jeg altid syntes, er nogle af de mest livgivende ord i Det Gamle Testamente. De rummer både en hyldest til Gud som skaberen og som pagts-slutteren med menneskene.

Profetien tager afsæt i den gamle pagt, som Gud sluttede først med menneskeheden i skikkelse af Noa og Abraham og siden med Israels folk ved Moses, og utallige pagtslutninger med dommerne og kongerne op gennem Det Gamle Testamente.

Disse pagter byggede på en gensidighed – at folket skulle holde sig til Gud, og han vil gøre dem mangfoldige og sikre et land, og hans velsignelse ville følge dem.

Men folket faldt fra – og det gjorde de konstant, og hos profeterne fødes så disse tanker, som vi møder hos Jeremias – at Gud vil slutte en ny pagt med os mennesker. En pagt som ikke bygger på gensidighed – for det kan vi ikke leve op til. Men en pagt, der bygger på Guds barmhjertighed: ”Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd” – som der står!

Det er denne nye pagt, som inkarnationen er udtryk for. I den opstandne Jesus viser Gud sin nye pagt: ”Dette er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”.

Det er dette budskab, som formidles af apostlene pinsedag, da de blev fyldt af Den Hellige Ånd, og talte til mennesker i al deres mangfoldighed på alle verdens sprog.

Ånden kom som en susen – som tunger af ild, der renser og bringe håb. Guds ånde bringer bevægelse – når Gud ånder på os via Helligånden, så fortælles vi ind i Guds store fortælling – så skabes der sammenhæng og liv.

Helligåndens ånde kan ramme vore ord, så de får vinger og skaber resonans og bevægelse. Helligåndens ånde kan synligt vise sig i en kærlighedens handling.

Og den kan sætte sig igennem i musikken, der åbner vore hjerter og tør vort frosne blod op og skaber bevægelse.

Og orgelmusikken kan det i særlig grad, da orglet jo lever af, at luften suser gennem det, så det ånder på os.

Forfatteren Jan Kjærstad har i trilogien om Jonas Wergeland et rørende eksempel på dette:

Da Jonas er bare ti år gammel, mister han sin veninde Nefertiti. De to er yderst forbundne og er på en smuk Skt. Hansaften på vej ned ad Bergensveien på cykel, da en stor lastbil rammer hende. Hun bliver slynget op i luften – og dør med det samme, hun rammer asfalten. Jonas ser det ske og bryder helt sammen. Han bliver så syg, så syg. Bliver indlagt på et hospital. Har kvalme og fryser, så han tror, at han aldrig vil få varmen igen. Han har en følelse af, at hans led ikke længere hænger sammen – at han ligger der som en krop, der er parteret i enkelte dele.

Lægerne kan ikke rigtig stille noget op. Jonas kommer hjem og begynder efter ferien i skolen igen, men er bleg og modløs. Så en dag, da Jonas kommer hjem fra skole, foreslår faren – uden at hentyde til noget som helst om, hvordan det er fat med Jonas – at de to tager hen og ser Grorud Kirkes nye orgel.

Faren er organist i kirken og er stolt som en pave over sit nye orgel. Han peger og forklarer, farer som en hvirvelvind frem og tilbage. Orglet er stort: 29 stemmer og 3 manualer. ”Og næsten 2000 piber, Jonas – er det til at forstå?!” – ”Fantastisk”, siger faren igen og igen.

Men det er inde bag orglet, hvor faren vil hente nogle noder, at det virkelig fantastiske åbenbarer sig. For Jonas opdager en lille dør. ”Den fører ind til orgelhuset”, forklarer faren. Om Jonas ville se det? Og så kommer Jonas med ind i det, som faren kalder kirkeskibets maskinrum. Og med et befinder Jonas sig i instrumentets hjerte, omgivet af piber i forskellige størrelser.

”Hvad er det der?” hvisker Jonas, som om han stod midt i en helligdom. ”Det er svelleværket”, siger faren. Jonas fortsætter med at kigge sig vantro omkring. ”Må jeg sidde her, mens du spiller?”

Jonas hører faren sætte sig ved klaviaturet og bladre i noderne.

Så sker noget mærkeligt. Faren tænder for orglet, og Jonas hører – nej, mærker – hvordan omgivelserne fyldes med luft. Det er som at sidde ude i naturen, i vinden, en varm vind. Jonas sidder og nyder suset og mærker, hvordan han allerede fryser mindre og slapper af, som var der en overensstemmelse mellem farens manipulationer med orglet og hans eget nervesystem.

Så begynder faren at spille Bach. Han er ikke i tvivl. Hvis noget kan hjælpe hans søn, må det være Johann Sebastian Bach. Og Jonas sidder inde i orgelhuset og synes, det lyder fantastisk. Som at høre musikken inde fra sig selv. Han er i musikken, han flyder på den. Hans krop bliver en orgelpibe. Ja, det er som om hver knogle bliver en pibe.

Jonas mærker, hvordan farens spil samler ham, sætter hans parterede krop sammen. Som en sitren fra isse til tæer oplever han, hvordan kroppen på ny er blevet hel. Og han begynder han at græde, lige så stille.

Jonas mente sidenhen, at det var orglet, der havde reddet ham. Eller faren, eller Bach, alt efter, hvordan man så på det. At den tunge sorg over Nefertiti var perforeret, gjort lettere …

Det efterår gik han mindst et par gange om ugen – som en slags behandling – direkte fra sidste time på skolen og over vejen til den gamle granitbygning, hvor han lukkede sig ind i orgelhuset og lod faren spille for sig.

Kirken, med dens tykke mure og dens musik, dens liturgi, tekster og salmer … På det her sted sættes vi sammen. På det her sted fortælles vi ind i en meget større sammenhæng, end den alle vore egne fortællinger udgør.

Den gode kirkemusik og den gode prædiken formår at bringe ånden i bevægelse, så vi bliver hele, ikke blot som mennesker, men hele på den måde, at vi indgår i Guds store bestemmelse med os som elsket og bundet i et uløseligt fællesskab med ham og vort medmenneske. Vi bevæges bort fra den menneskelige ”noget for noget”-logik og over i Guds ”nåde over nåde”-logik.

Her i kirken, omkring døbefont og nadverbord – er det Jesu ansigt, der møder os. Sådan vil Gud kendes.

Med ordene om syndernes forladelse, ny begyndelse og helt tæt følgeskab. Ja, præcis så tæt følgeskab som luften, vi ånder.

Måtte Guds Ånd også i år sætte sig igennem i ord, musik og de hellige sakramenter, så vi bevæges og ser, at Gud ikke er den fjerne og skjulte Gud, men den allestedsnærværende, livgivende og sandhedsskabende, der ikke efterlader os faderløse, men sætter os i et ubrydeligt fællesskab med Gud og hinanden.

Åndens virke er at vise os Gud i Kristi ansigt. Og det er med det ansigt på nethinden, vi må gå ud af kirken, tage imod os selv, tage imod hinanden – og alle livets gaver og opgaver.

Amen.