Avis: Organist-fridage dræner kirkens økonomi

En anonym kilde i en ellers lødig avis angriber organiststanden for at terrorisere præster ved ikke at ville arbejde på fridage. Organistforeningen tilbageviser beskyldningen, der i avisen bruges som eksempel på folkekirkens utætte pengetank.

I en artikel fra den 13. maj sætter Weekendavisen fokus på folkekirkens udgifter. Avisen, der normalt lægger sig i spidsen for den såkaldt seriøse presse, har som hovedkilde for historien om en folkekirke, der ødsler med kirkeskattekronerne, brugt ni præster, som for de flestes vedkommende optræder anonymt.

Ifølge avisen peger alle ni medvirkende præster på folkekirkens budget- og regnskabssystem fra 2009 som en kilde til frustration og stigende udgifter i folkekirken:

”Kirkeministeriets elendige budgetsystem har påført folkekirken vilde udgifter. (…) Kordegnene kan ikke finde ud af det, og så må man ud i byen og købe bistand hos en revisor,” siger Kathrine Lilleør, den ene af blot to præster, som træder frem med navn.

Mange af præsterne peger ifølge avisen også på dårlig ledelse blandt menighedsråd som en kilde til unødvendige udgifter, og nogle af dem mener øjensynligt, at organistoverenskomsten hører til i samme kategori.

KÆKT LINDHARDT-CITAT
Da overenskomsten blev forhandlet i slutningen af 00’erne, lagde organisternes fagforeninger vægt på at få organisternes arbejdstid normaliseret mest muligt. Med indførelsen af en flydende fridag fik organister en fem-dages arbejdsuge, sådan som stort set alle andre lønmodtagere har. I Weekendavisens artikel fremstilles den flydende fridag til gengæld som noget ekstraordinært.

”Flere præster peger på organisterne og deres overenskomst som endnu en udgiftskilde, der løber ustoppeligt. Ud over en fast fridag har organisterne en flydende ugentlig fridag, og har hun fri, skal der indkaldes en dyr vikar,” skriver Poul Pilgaard Johnsen.

Som bekendt bliver organistens flydende fridag aftalt mellem kontaktperson og organist i god tid inden afholdelsen, og i tilfælde af uenighed er det suverænt menighedsrådet, der fastlægger fridagen. Ikke desto mindre har Weekendavisen fundet det relevant at bringe et citat fra en anonym præst, som beskriver sit organistsamarbejde på følgende måde:

”Ud over de mange sygemeldinger er hun god til at lægge fridagene på dage, hvor der typisk sker noget i kirken. Ideen bag ordningen er ellers, at man selvstændigt passer sit arbejde og holder fri, når forholdene tillader det. Men der er en grund til, at afdøde biskop Jan Lindhardt engang skrev, at forskellen på organister og terrorister er, at man kan forhandle med terrorister.”

Weekendavisen lader herefter Organistforeningens formand tage til genmæle i ét kort citat:

”Præsten kan ikke få sig selv til at sige, at der altså ikke kan blive begravelse på mandag, for den dag er der lukket. Det er jo ikke organistens skyld,” siger Anders Thorup til avisen.

HVAD MENER LANDSFORENINGEN?
I samme forbindelse har Weekendavisen talt med formanden for Landsforeningen af Menighedsråd.

”Organisterne har en professionel fagforening, som har været i stand til at forhandle gode overenskomster for medlemmerne,” citeres Søren Abildgaard for at sige.

Uden direkte citat skriver avisen imidlertid også – i forlængelse af problematiseringen af organisternes overenskomstbestemte fem-dages uge – at Søren Abildgaard mener, at det største problem er, at det ikke er Landsforeningen, der som repræsentant for arbejdsgiverne forhandler overenskomsterne direkte med kirkefunktionærernes organisationer. Menighedsrådene er jo dem, der skal leve med overenskomsterne, lyder argumentet.

Over for Organist.org ønsker Søren Abildgaard ikke at uddybe, hvorvidt han dermed mener, at overenskomsten med Kirkeministeriet som overenskomstpart er blevet for gavmild. Men han gør opmærksom på, at Weekendavisen ikke har forelagt ham den sammenhæng, hans udtalelser indgår i, sådan som de er gengivet i artiklen.

”Jeg forholder mig ikke til organisternes arbejdstid. Hvis det spørgsmål skal drøftes, bør det ske i forbindelse med overenskomstforhandlinger og ikke i en artikel,” skriver han i en mail.

Søren Abildgaard vil dog godt komme med en generel tilkendegivelse i forhold til spørgsmålet om folkekirkens udgifter:

”Lønudgifterne udgør en betragtelig og stadig stigende udgiftspost i den lokale økonomi. Hvis man skal reducere udgifterne i folkekirken, kommer menighedsrådene således ikke uden om også at se på lønbudgetterne og overveje, hvordan de får mest ud af lønmidlerne,” konstaterer han over for Organist.org.

DALENDE KIRKEUDGIFTER
Weekendavisen har i den omtalte artikel fundet konkrete cases frem, som efter avisens vurdering ”vil kunne ses som udtryk for en folkekirke, der ikke holder tilstrækkelig hus med pengene”. Dette synspunkt underbygger avisen ved for egen regning at hævde, at ”i kroner og øre er den danske folkekirke ikke blevet billigere”.

Hvorvidt folkekirken ”holder tilstrækkelig hus med pengene”, er naturligvis et holdningsspørgsmål, da det ikke mindst handler om, hvor centralt man mener, økonomien skal styres. Det er i øjeblikket knap 80 procent af folkekirkens udgifter, der styres lokalt af menighedsrådene.

Men at folkekirken ikke er blevet billigere, kan betegnes som en faktuel fejl. Den ser faktisk ud til at være blevet lidt billigere. Af Kirkeministeriets nyeste tal for de senere år fremgår det, at udgifterne toppede i 2011 med 7,98 mia. kroner. Det skete efter en kraftig udgiftsstigning siden 2007, hvor niveauet lå på 7,23 mia. kr. Men fra 2011 til 2013 skete der faktisk et fald på hele 250 mio. kr. Ganske vist steg udgifterne igen i 2014 til 7,89 mia. kr., men i forhold til 2011 var der stadig tale om et fald på knap 100 mio. kr.