De nye SATB-korsatser til sange og salmer fra Kirkesangbogen holder et højt niveau og bærer præg af stor anvendelighed i kirkerne.

FUK har i samarbejde med redaktion bag Kirkesangbogen (Det Kgl. Vajsenhus 2017) og Forlaget Mixtur udgivet fire hæfter med korsatser til en del af sangene og salmerne, to for ligestemmigt kor og to for voksenkor. De to sidstnævnte rummer i alt 28 satser skrevet af Philip Faber, Matti Borg, Jakob Lorentzen, Michael Bojesen, Søren Birch, Mads Høck, Pernille Sejlund og Lasse Toft Eriksen.

Det første indtryk er en behagelig fornemmelse af, at vi befinder os på øverste hylde, når det gælder satsernes kvalitet og dermed deres anvendelighed. Gennem årene har vi nok alle indkøbt mangen en samling, hvoraf vi kun anvender ganske få satser. Når personlig smag, praktiske begrænsninger og grad af relevans har gjort deres indhug, kan der være lidt langt mellem snapsene.

Ved at alliere sig med nogle af de allermest fremtrædende arrangører herhjemme har redaktionen bag denne udgivelse sikret en meget høj grad af anvendelighed. Alle satser overholder nogle vigtige kriterier, som gør at virkelig mange satser er både mulige og tillokkende at tage i brug.

Baggrunden for samlingens tilblivelse har naturligvis også givet et godt afsæt som beskrevet i forordet: “I forlængelse af Kirkesangbogens overvældende modtagelse og store udbredelse, har vi oplevet en markant efterspørgsel fra organister og korledere efter korarrangementer af bogens indhold til både børnekor og voksenkor”.

LÆKKER KORKLANG
Hvad er det så for kriterier, som i de to hæfter for voksenkor er overholdt så fint, at anvendeligheden er så høj?

For det første er beliggenheden i de enkelte stemmer gennemgående venlig. Navnlig de nyeste satser i samlingen har i høj grad fingeren på pulsen hvad angår det fysiske niveau i landets ungdomskor, amatørkor og kirkesangerkvartetter.

For det andet føler man som korleder, at adskillige af samlingens satser har en musikalsk kvalitet, der tangerer det bedste kormusik, man har hørt. Samlingen rummer mange homofone satser – og her har der jo været en stor udvikling i de sidste par årtier: Den krasse modernisme er så godt som fortid – hverken korsangere eller publikum trives med den, medmindre den udøves på absolut topplan. I stedet er kormusikken blevet revitaliseret af Whitacre, Gjeilo, Esenvalds og efterhånden mange flere. En stor styrke er det derfor, at mange af bogens homofone korsatser matcher og bidrager til denne frie og delikat skabende brug af harmonier.

Denne harmoniske “lækkerhedsfaktor” har også holdt en anden velkendt genre solidt på sporet i mange årtier, nemlig de engelske carols. En lidt for klassisk dur/mol-tonal sats kan derfor alt i alt opleves som lidt af en skuffelse, hvis man præsenterer den for et kor her i 2021. Her må man leve med, at redaktionen har medtaget en række ældre satser – som dog, trods alt, fint opfylder samlingens formål i øvrigt. Og så må man glæde sig over, at man også får nogle satser fra den – tja, post-Whitacre’ske? – verden af korklang, som i hvert fald her til lands synes at række tilbage til vore folkemelodier, godt spundet ind tomme kvinter.

SMAGFULDE UH-STEMMER
Den anden fremtrædende satstype er “den ikke helt homofone” – decideret polyfoni er i genrens natur ikke at finde i samlingen. Jeg ved ikke hvorfor, men der var et par årtier herhjemme, hvor uh-, oh- og åh-stemmer ofte virkede lidt tåkrummende og i hvert fald fik denne anmelder til at bladre hastigt videre. Men i denne udgivelse er der også på dette område en sikker smag, hvor det hele på en eller anden måde virker velafbalanceret. Forfriskende er Søren Birchs Og under klokkestablens sorte egebjælker, hvor S og A bruges til en klassisk klokkevirkning, som akkompagnerer en både rytmisk og melodisk fremragende formet unison linje i T og B.

Skal man nævne et udviklingspotentiale for denne type samlinger, er det måske mere af denne korkunst, hvor det ikke-homofone har sit klare, musikalske og fortællende formål. Og ja, mon der et eller andet sted i Kirkesangbogen gemmer sig en tekst – måske et enkelt vers – som kunne have været udtrykt i rigtig polyfoni? Det ville have føjet endnu en dimension til den vellykkede udgivelse.