Salmedigtergruppen med kælenavnet Holger-banden er nu efter ti år klar med en direkte opfølger til Lysets utålmodighed, denne gang ikke til kirkeårets GT-læsninger, men med epistelteksterne som afsæt. Holger Lissner har stået i spidsen for at udvælge en række nyere salmer, sådan at de to tekstrækker stort set er dækket ind, men de fleste af salmerne i Med kærlig hilsen er helt nye.

Over for nye salmer til kirkelig brug rejser et principielt spørgsmål sig ofte: Er de nye salmer bedre – teologisk og litterært – end de gamle? Er det forsvarligt at pålægge menigheden at synge noget, der ikke er på højde med de gamle salmer, som de trofaste kirkegængere elsker, og som giver dem kontinuitet i livet og forbinder dem med de forrige generationer under kirkens tag?

Forlaget Eksistensen har udgivet samlingen Med kærlig hilsen: 86 epistelsalmer. Salmerne er forsynet med en angivelse af de episteltekster, de referer til. Til udgivelsen har bidraget 13 digtere – heriblandt Lisbeth Smedegaard Andersen, Sten Kaalø, Inge Hertz Aarestrup – og 22 komponister, de fleste af dem danske, f.eks. Erling Lindgren, Christian Præstholm, Willy Egmose.

Salmerne er ganske forskellige fra hinanden i stilen. Nogle afleverer deres budskab klart som det, der skal indprente sig i sind og sjæl, imens andre dyrker det lyriske og tegner stemningslandskaber. Deri angives en bevægelse væk fra den objektive lutherske salme, som fokuserer på læren og den teologiske forståelse, og som er renset for følelser.

Tendensen til subjektivisering er ikke uden farer for fællessangen, for i stedet for at være fælles i det, som tros på, bliver menigheden splittet i separate subjektiviteter. Blikket flyttes mod personlige følelser, som kirkegængerne ikke med nødvendighed kan identificere sig med.

Melodier med tyngde
I den nye samling er der brugbare salmer, for eksempel: Iben Krogsdals ydmyghedssalme Vi som lægger planer ud; Før tid og rum (Kristus som Guds billede) af Lisbeth Smedegaard Andersen; Helligånd, dit pust, din nåde af Jens Simonsen; og en fremragende dåbssalme af Holger Lissner med henvisning til Rom 6,3-11: Vi kommer til dåben.

Parallelt kan man give eksempler på gode melodier, som har modstået fristelsen til lette pop-klichéer, og som har tyngde:

Christian Præstholms koral (nr. 28) i en af de for den danske tradition karakteristiske taktarter (6/4), og som pendulerer mellem tonal og modal (d-mol og dorisk) og anvender en udtryksfuld hemiol for at afrunde satsen – det nye gror fra gamle rødder.

Den afdøde Peter Møllers koral (nr. 69), som ved sin taktart (3/4) og toneart (b-mol) understreger mysteriet: Ånd, når du daler, stilheden taler.

Og Asger Pedersens overbevisende sats (nr. 82), som bygger på et gentaget lille motiv og slutter på dominant. Gentagelsen udtrykker tålmodighed i forventningen: ”Stille, vent kun”, imens afslutningsdominanten har to funktioner: På den ene side åbner den mod det nye (”alt bliver nyt / i Himlen og på jorden”) og på den anden side, idet den henviser til tonika, fremhæver den ventetiden.

Pas på den dyrebare arv
De menigheder, som er interesseret i nye salmer og melodier, bør vælge med stor omhu og sørge for, at det nye ikke kommer til at erstatte de indholdsrige og slidstærke salmer og de åndsbærende melodier, som er kirkens skat. Med hver ny salme, som indføres, er der fare for, at en traditionel salme (Luther, Grundtvig, Brorson, Aastrup osv.), som har bestået tidens prøve, glider ud.

De lutherske menigheder bør have i mente, at Martin Luther selv var bekymret for, at værdifulde salmer og melodier risikerede at forsvinde i jagten på det nye. Derfor udgav han de gamle katolske melodier og skrev: ”Disse sange og noder er dyrebare. Det ville være et skammeligt tab, om de skulle forgå”. Han advarede endda mod rastløse folk, som ”kun begejstres for det nye og bliver trætte af det, lige så snart det ikke længere er nyt”.

Monica Papazu er organist i Asferg-Gassum-Spentrup Pastorat ved Randers